Bornholmske mosser – en appetitvækker

af Bent Odgaard (tekst og fotos)

Danske bryologer må sende en tanke til kaptajn Jens Kofoed, som sammen med andre oprørere tilkæmpede sig magten over øen i 1658 og gav den i et gavebrev til Frederik 3. med en klausul om aldrig at afstå den fra riget. På denne drabelige baggrund kan en række mosarter, som ikke forekommer i resten af landet, i dag registreres som danske. Når man er vant til geologien og floraen i det øvrige Danmark præget af løse aflejringer fra sidste istid, forekommer Bornholm ganske eksotisk. Det skyldes først og fremmest den rigelige forekomst af grundfjeld og sprækkedale, som giver en række forskellige habitater.

I det meste af Bornholm domineres grundfjeldet af granit, som er en sur bjergart. Men i den sydlige del forekommer også en række andre bjergarter, bl.a. nogle kalkholdige.

Klippekysten

På sten på klippekysten f.eks. mellem Allinge og Tejn finder man en række karakteristiske mosarter, som mangler eller er sjældne i det øvrige Danmark. Den mest iøjnefaldende af disse er nok Bryum alpinum, som danner små, tætte tuer med en karakteristisk metallisk rødlig glans (Figur 1).

Figur 1. Bryum alpinum danner meget mørke puder med en typisk kobberrødlig glans.

Sammen med Bryum alpinum findes ofte Schistidium maritimum, som kun forekommer langs kysten. Den tilhører en vanskelig slægt, men præcis denne art er let at kende også i felten (Figur 2). De tætte tuer er besat med sporehuse med meget korte stilke, omgiver af blade uden hyaline hårspidser.

Figur 2. Schistidium maritimum har lange blade uden hyalin spids og sporehuse nedsænkede i tuen.

På sand eller i klippespalter langs kysten kan man være heldig også at finde et par andre karakteristiske kystmosser. Det drejer sig om Tortella flavovirens og Conardia compacta. T. flavovirens (Figur 3) er en af de større arter i familien Pottiaceae, og som de fleste i denne familie har den papiller på bladcellerne, hvilken giver en særlig mat og lys grønlig farve. Bladene er langt tilspidsede, med en nerve, der løber helt ud i spidsen. I tør tilstand er bladene krusede.

Figur 3. Tortella flavovirens har lange, spidse, lysegrønne blade.

Conardia compacta (Figur 4) er en ret lille sidefrugtet mos, som i felten kan være vanskelig at bestemme. Den kan forveksles med Amblystegium serpens, som kan vokse samme steder. Den danner løse måtter på fugtigt sand på beskyttede steder langs kysten. I mikroskopet er den karakteristisk ved forekomsten af rhizoider i bladspidsen, og bladceller som er mere aflange end hos Amblystegium serpens. Den danner også særlige ynglelegemer fra bladene, men de er ikke altid tilstede.

Figur 4. Conardia compacta danner et fint tæppe, der kan minde om Amblystegium serpens.

Klippeterrænet

I det åbne klippeterræn, f.eks. i dele af Paradisbakkerne, dominerer arter af slægterne Grimmia og Racomitrium. Flere af disse er også udbredte i det øvrige Danmark, men pga. hyppigheden af klippe/sten er det særligt nemt at studere dem på Bornholm. En del Racomitrium-arter kan ikke bestemmes efter den røde danske mosflora, da artsopfattelsen er ændret siden denne flora blev skrevet.

Racomitrium heterostichum (Figur 5) har en lang hyalin hårspids på bladene, som er næsten glat og flad forneden. Bladribben er bred. Racomitrium sudeticum (Figur 6) ligner R. heterostichum, men er typisk spinklere, den hyaline bladspids er ikke flad forneden, og arten har ikke så bred en bladribbe. De to arter adskilles sikrest ved tværsnit af bladribben, hvor R. heterostichum i midten af bladet har 2 cellelag i bladribben, der også er mellem 4 og 8 celler bred ventralt. R. sudeticum har en tykkere bladribbe (3 celler) men til gengæld kun mellem 2 og 4 celler bred ventralt.

Figur 5. Racomitrium heterostichum har blade med bred ribbe og glat hyalin bladspids, der går fladt over i bladpladen.

Figur 6. Racomitrium sudeticum kan have kort eller lang hyalin spids, som dog ikke er flad forneden. Ribben er tyndere end hos R. heterostichum.

En anden art i samme kompleks er Racomitrium obtusum (Figur 7), der vokser på eksponerede klipper og sten. Den har en bred bladribbe, men mangler hyalin hårspids. Heri ligner den R. aquaticum (Figur 8), der foretrækker beskyttede klipper med fremsilende vand. I felten kan de to arter – på trods af deres forskellige voksesteder – være vanskelige at adskille, men veludviklede skud af R. obtusum er mere grenede end hos R. aquaticum. I mikroskopet ses det at cellerne hos R. aquaticum har lave, runde papiller, mens de hos R. obtusum er glatte. Endelig skal nævnes R. aciculare (Figur 9), der også foretrækker oversilede klipper eller sten i vandløb. Den er let at kende i felten på sine butte blade med små tænder i bladspidsen. Små skud af denne art kan i felten dog forveksles med ­Dichodontium pellucidum (Figur 10), der også findes på sten i vandløb, men den sidste er spinklere og har en mere friskgrøn farve.

Figur 7. Racomitrium obtusum har bred ribbe, mangler hyalin bladspids og har glatte celler.

Figur 8. Racomitrium aquaticum mangler også hyalin bladspids men har papilløse celler.

Figur 9. Racomitrium aciculare har bred, afrundet bladspids med små tænder.

Figur 10. Dichodontium pelucidum har lyst grønne og smalt tungeformede blade med mamilløse celler.

På sten i vandløb finder man også Didymodon sinuosus (Figur 11)¸ der i fugtig tilstand kendes på sine lange blade, der har bugtede rande, og ofte har afbrækkede spidser. I mikroskopet ser man 1-2 lave papiller på hver celle, og nogle få, små tænder i bladspidsen. Også Schistidium rivulare (Figur 12) finder man på sten i vandløb. I modsætning til de fleste andre arter i denne slægt har S. rivulare ingen hyalin hårspids på bladene, men det kræver materiale med sporehuse for at adskille den fra hårløse former af S. apocarpum. Hos S. rivulare er sporehusene lige så lange som brede, hos S. apocarpum længere end brede.

Figur 11. Didymodon sinuosus har blade med bølget rand, hvor bladspidsen nemt brækker af. Bladranden er tilbagebøjet forneden.

Figur 12. Schistidium rivulare mangler hyalin hårspids på bladene.

En anden art knyttet til sten i vandløb er Cinclidotus fontinaloides (Figur 13). Den kendes let i felten på sin fortykkede kantliste på bladene. Her finder man også Cirriphyllum crassinervium (Figur 14), hvis stærkt hule blade giver skuddene et karakteristisk udseende.

Figur 13. Cinclidotus fontinaloides har en meget karakteristisk flerlaget randsøm på bladene.

Figur 14. Cirriphyllum crassinervium har skud med meget hule blade.

På stærkt skyggede steder med høj luftfugtighed kan man få steder finde Oxystegus tenuirostris (Figur 15), der i felten ligner Didymodon sinuosus, men dens bladspidser brækker ikke let af som hos den sidste art. I mikroskopet ses, at O. tenuirostris har mange og høje papiller på hver celle i modsætning til D. sinuosus.

Figur 15. Oxystegus tenuirostris har blade med bølget rand ligesom Didymodon sinuosus, men de brækker ikke let, og bladranden er helt flad.

En række sjældne arter er knyttede til klippevægge. Dicranum scottianum (Figur 16) har på en nordvendt klippevæg ved Borresø sit eneste danske voksested, hvor den til gengæld vokser rigeligt. I tør tilstand kruser bladene, hvorved den ligner D. fuscescens. På fugtige blade kan det med en god lup anes, at bladspidsen hos D. scottianum er hel, mens den er småtandet hos D. fuscescens. D. scottianum har en stærkt oceanisk udbredelse i Europa, og forekomsten på Bornholm er en af de østligste i Skandinavien.

Figur 16. Dicranum scottianum vokser i tætte tuer, der kruser i tør tilstand.

Plagiopus oederianus (Figur 17) har også sit eneste kendte danske voksested ved Borresø, hvor den forekommer på skyggede klipper. Dens sporehuse er næsten kuglerunde, og i tør tilstand stribede. Amphidium mougeotii (Figur 18) vokser ligeledes på skyggede klipper, og kendes bl.a. på de lange, linieformede blade. I mikroskopet ses de karakteristiske aflange papiller på cellerne forneden i bladet.

Figur 17. Plagiopus oederianus vokser i puder og har lancetformede, spidse blade, der krummer let bagover.

Figur 18. Amphidium mougeotii har lange, linieformede blade.

En specialitet på Bornholm er Schistostega pennata (Figur 19), som man finder i dyb skygge i klippespalter. Dens protonema har kuglerunde celler, som reflekterer lyset, hvilket har givet mosset det danske navn Lysmos og tilnavnet ”Nisseguld”.

Figur 19. Schistostega pennata har toradet stillede blade, og lysende grønt protonema (forneden på foto).

Rhabdoweisia fugax (Figur 20) har sit eneste danske voksested i Ekkodalen. Det er en lille art, som har altid har rigeligt med sporehuse, der bæres på en kort stilk. Her skal også nævnes Cynodontium bruntonii (Figur 21), som ikke er ualmindelig på klipper. Den ligner overfladisk Dicranoweisia cirrata, men sporehusene er kortere, og bladene tydeligt tandede langs randen i spidsen. D. cirrata har hele og kortere blade og vokser eksponeret, hvor C. bruntonii vokser mere beskyttet.

Figur 20. Rhabdoweisia fugax er en lille art med langt næb på sporehuslåget.

Figur 21. Cynodontium bruntonii ligner Dicranoweissia cirrata men har kortere sporehuse og tandet bladrand foroven.

På kalkholdige klipper i øens sydlige del kan man finde Rhynchostegium murale (Figur 22), en sidefrugtet art med små hule blade.

Figur 22. Rhynchostegium murale vokser på kalkholdigt underlag og har hule blade.

Blandt levermosserne finder man på klipperne bl.a. Frullania fragillifolia (Figur 23), der bedst adskilles fra F. dilatata i mikroskopet. Men et felttrick er at stryge en fugtig finger hen over puden. Hænger der små bladfragmenter fast på fingeren, er det værd at tage nogle skud med hjem til mikroskopi. F. fragillifolia kan også findes som epifyt på træstammer.

Figur 23. Skud af Frullania fragilifolia set fra undersiden, der viser de sækformede bugflige og de spredte celler med store olielegemer.