Følg med med Email

22. august 2017


Sydsvenske moshapserier – og en særlig note om ”skuggmossa”


 Af Bent Odgaard

Familieferie og mosekskursion kan forekomme som ganske inkongruente størrelser. Imidlertid kan det selv på almindelige ferier ind imellem lykkes at hapse et par mosser når turen går til flotte naturlokaliteter i det udenlandske. I juli 2017 var vi i Sydsverige, og nogle af de steder vi besøgte havde meget lang kontinuitet med en mosvegetationen udviklet i en grad som jeg vist aldrig har set herhjemme. Det var derfor ganske umuligt at holde hænderne i lommen eller undlade at fotografere. Jeg kunne overveje at emigrere over til disse smukke mosvegetationer! Nå, de laver rigtigt dårlig kaffe derovre, så måske ikke.

De fleste af de her omtalte lokaliteter er foden af skyggede klippeskrænter, som hver sandsynligvis rummer snesevis, måske hundredvis af arter, og mine små hapserier er selvfølgelig kun smagsprøver, som dog måske kan tjene som appetitvækkere for ture i det svenske - eller måske til vores egen Bornholm.

More Kastell

Denne 7 km lange sprækkedal ligge i det sydøstlige Småland og er orienteret i øst-vestlig retning. De ind imellem lodrette sider af dalen er op til 40m høje, og især den nordvendte klippevæg er sprængfyldt af lækre mosser. Kilder på nettet oplyser at dalen rummer næste 300 forskellige mosarter. Desværre er adgangen fra stien, der løber langs den nordlige væg, til den spændende sydlige væg meget begrænset pga. det sø-/vådområde, som fylder bunden af dalen, men et par steder kan det lykkes at komme over.

På nordvæggen i den dybe ravine ved More Kastell trives mosserne.
Allerede på lang afstand fangedes mit øje af en særdeles kraftig mos, som omkransede mange mindre mostuer. Da jeg endelig fik den samlet, viste det sig at være den smukke Bartramia halleriana, som her har et af sine sydligste forekomster i Skandinavien. B. halleriana kendes nemt i felten på den korte seta, så kapslerne er mere eller mindre skjulte i mostuerne.
En karakterart, som giver denne væg et spraglet udseende er Bartramia halleriana. I baggrunden Amphidium mougeotii.
Dominerende på klippevæggen er ellers mange steder Amphidium mougeotti, der med sine meget lange blade kan minde om en stor art af Didymodon. I mikroskopet afslører den sig med sine typiske nedre bladceller, der er stribede af papiller.
Amphidium mougeotii vokser i smukke tuer.
Jeg nåede også at hapse en tue af Cynodontium strumiferum (som jeg engang også har fundet på et stengærde på Sydfyn), der i felten genkendes med sine karakteristiske sporehuse med striber og struma. Og så Neckera crispa, der forekom i store tuer på klippevæggen.
Cynodontium strumiferum har stribede og svagt nikkende sporehuse med struma.
Endelig kom det lille levermos Blepharostoma trichophyllum med i posen. Den voksede på jord langs en sti. 
På bunden af ravinen voksede levermosset Blepharostoma trichophyllum.
 

Billingen

Turen gik videre til området nord for Hornborgasjön (ja, den med tranerne!), som markedsfører sig selv som ”Vallavägen. Världens vackreste väg”, intet mindre. Det ligger lige vest for fladbjerget Billingen, der for en stor del består af kalkholdige bjergarter, men øverst toppes af den fra vores strandsten nok så bekendte Kinnediabas. På denne diabas er Paraleucobryum longifolium ganske almindelig. Den ligner jo en hvilken som helst anden Dicranaceae i felten, men virker lidt grålig i farven, og en felttest er at trække lidt i tuen: sidder den godt fast på stenen, ja så er det nok P. longifolium. I øvrigt har den tendens til at sidde på oversiden af sten, altså rimeligt eksponeret. Sjælden i Danmark, hvor den især forekommer i den østlige del.

Paraleucobryum longifolium vokser typisk på oversiden af sten i skov.


På vestsiden af Billingen findes ”Jättedalen”, som rummer et vandløb med usigeligt flot mosvegetation (nåede at hapse levermosset Lejeunea cavifolia), og hvor skrænterne omkring om foråret er blå af blomstrende blå anemone (jeg var samme sted i tranetiden omkring 1. april). Jeg samlede dog flest mosser på østsiden af Billingen, syd for byen Skövde (prøv lige at udtale det!), hvor en stejl klippevæg er i skygge og klædt i skov. Meget svært terræn at færdes i med store nedfaldne blokke (”ur”), men fantastiske spændende med mange kalkelskende mosser, herunder Neckera crispa, Brachythecium glareosum, der med sine meget langt tilspidsede og længdefoldede blade kunne kendes allerede i felten, og den lille Plagiothecium-lignende Taxiphyllum wissgrillii. En meget almindelig art var Anomodon attenuatus, som jeg kun én gang har set i Danmark (ved basis af træ langs å i Østjylland). Her i Västergötland vokser den sammen med Anomodon rugelii, som ligner vores A. viticulosus i felten, men adskilles i mikroskopet bl.a. ved sine store bladører.
Skuddene af Anomodon attenuatus er karakteristiskt buede.
En anden almindelig art her var Thuidium recognitum, som i felten ser helt anderledes ud end sin storebror T. tamariscinum, idet den kun har sidegrene af 2. orden. Den ser i det hele taget mere rodet ud.
Her dækker Thuidium recognitum en hel sten.
T. recognitum har kun sidegrene af 1. og 2. orden.
Her var også den lille fine Pterigynandrum filiforme med sine buede skud og røde stængler. Og så Pseudoleskeella nervosa, som er næsten allestedsnærværende på stammen af løvtræer i dette område. Den kan overfladisk ligne en Amblystegium serpens, men kendes let i felten fra denne på de i midten af puden oprette grene med et mylder af korte ynglegrene i spidsen. Jeg har aldrig set den i Danmark, den synes at have en østlig udbredelse. Eurhynchium angustirete fandt jeg flere steder i store puder på klippeblokke.

Bag bladene aner man lige netop de røde stængler på skuddene af Pterigynandrum filiforme.

De oprette skud med ynglegrene i toppen er typiske for den trådfine art Pseudoleskeella nervosa.

Mölnlycke
Et af mine store ønsker på turen var at se ”skuggmossa” Dicranodontium denudatum. Denne art er knyttet til oceaniske/suboceaniske områder og vokser på surt underlag som råddent ved eller humus, og som det svenske navn antyder, skyer den direkte sol. I Sverige ligger de fleste lokaliteter på vestkysten, og da vi skulle sejle fra Göteborg, så var det jo lige for at besøge en lokalitet i nabolaget, hvorfra arten var angivet. Det blev til en skov lige nord for Mölnlycke, hvor arten skulle være rigelig, og endog vokse på jorden. Når man ikke ved, hvad man skal kigge efter, eller hvor, er det dog sin sag at finde sådan en art. Jeg kunne læse mig til, at den ligner en stor Campylopus, og at den allerede i felten kan kendes på de affaldende blade, så der ses nøgne stængler med bladar i den øvre del. Jeg ledte og ledte, bl.a langs en bæk og i fugtig granskov med meget Sphagnum. Nada, nada, nada. STOR var begejstringen, da jeg endelig fandt arten på dødt ved ved foden af en østvendt klippevæg – den kan sandelig klart kendes i felten. Der var to puder i alt lige der, blandet med Scapania nemorea.

Ved foden af denne østvendte klippevæg ved Mölnlycke voksede Dicranodontium denudatum.
D. denudatum på henfaldende ved i skovbunden.
I felten kendes D. denudatum nemt på de nøgne stængelpartier med ar efter affaldne blade.
Og hvorfor var jeg nu så interesseret i denne art? Jo, den er ikke bare kendt fra Sydsverige, men også fra Nordtyskland (Holsten, endog et gammelt fund fra Flensborg) og fra Holland, så hvorfor skulle vi ikke kunne finde den i Danmark? Hollænderne angiver, at den synes knyttet til områder med nedbørsoverskud på mere end 320mm – det har vi rigeligt af i Midtjylland, hvor nettonedbøren flere steder overstiger 400mm. Fra Tyskland angives, at den er bundet til granskov, så her er nogle søgepunkter: Rådnende ved på skovbunden i gammel, skygget granskov i det midtjyske. Den skulle også kunne forekomme ved basis af skyggede elletrunter. Hold øje! Hvis (når) den bliver fundet i Danmark, kan den dog ikke få navnet ”Skyggemos”, for det er allerede optaget af slægten Homomallium. ”Nøgen Tyndblad” kunne være en mulighed.

På fugtige dele af klippevæggen ved Mölnlycke voksede Blindia acuta, som jeg i felten tog for en lille Dicranum fordi den havde ensidigt vendte blade. Den kraftigt rødbrunt farvede stængel er dog et godt feltindicium. Denne farve går igen i bladbasis.
På våde klipper finder man Blindia acuta med de rødbrune stængler.
Her var også Racomitrium aciculare, som vi kender fra fugtigt liggende sten i Danmark. Og endelig den meget spinkle Heterocladium heteropterum, der danner trådfine skud i meget løse puder. Jeg fandt den på undersiden af en sten, meget skygget og meget tørt.
En rigtig skyggeelsker: Heterocladium heteropterum.

Skønt at se så mange flotte mosser koncentreret på så få steder – må snart derover igen, og så med fuld fokus på mosserne.

13. marts 2017

En fed mosart – væk i 117 år

Af Lars Christiansen

Måske er der nogen, der ikke har hørt om den.
Måske er der også nogen, der ikke har savnet den.
Atter andre har måske trådt på den.
 
I Den Lille Røde for Lommebryologer kan man læse om Scleropodium touretii (Ru Fedtmos): "Bløde, gulgrønne puder på leret jord. M.sj. Jylland, Jelling. Fyn, Middelfart." Det rummer jo vide perspektiver for eftersøgningen.
 
I Palle Graversens "Oversigt over botaniske lokaliteter 2. Den fynske øgruppe" kommer man et skridt nærmere. Under lokalitet 28/38 Øksenrade Skov (= Teglgårdskoven ved Middelfart): "På de mere eller mindre skovklædte skrænter langs stranden vokser… det meget sjældne, sydlige (hovedsagelig mediterrant udbredte) bladmos Scleropodium touretii." Så er eftersøgningen indskrænket til en 2 km lang sydvendt kystskrænt ud mod Fænøsund.

Sydvendt kystskrænt ud mod Fænøsund.
Sydvendt kystskrænt ud mod Fænøsund
 
Det meste af skrænten er dækket af mange forskellige mosarter, ikke mindst Hypnum cupressiforme i mindst 50 grønne nuancer, tykke, tynde, på træer, rødder, sten, jord og trådt ned i stierne. Talløse er de gange, som denne drillepind har været under luppen.
 
I mange år har det været en fast tradition at tage en tur langs Fænøsund juledag bl.a. for at se om Tyndakset Gøgeurt er kommet op af jorden. Og så skeler man jo også lidt efter bløde, gulgrønne mospuder. Turen er ikke ren tidsspilde, også uden Scleropodium touretii. Selv på årets korteste dage kan der, når solen står lavt over Fænø, og den svage fralandsvind først langt ude danner krusninger på det blanke sund, være en ejendommelig varme oppe i de græsklædte skrænter. Dog muligvis ikke helt som ved Middelhavet.
 
I en mail fra Irina Goldberg den 9. januar kommer der hjælp til eftersøgningen: "Fundet af Joh. Lange 1867 i Øksenrade Skov ved Hindsgaul og af C.E.O. Jensen 1900 under bøgetræer ned mod Fænøsund". Kun på en kort strækning står bøgene helt ude på skrænten. Det er netop et sted, der er typelokalitet for en geologisk formation, der hedder øksenradesandsten.
 
Voksestedet for Scleropodium touretii
 
Beskrivelsen i Den Røde er ganske misvisende (bløde, gulgrønne puder). Scleropodium touretii ligner mere bleggrønne orm, der stikker snuden ned i jorden. Den danner et løst tæppe på et par kvadratmeter ind i mellem Didymodon insulanus.
 
Scleropodium touretii i selskab af Hypnum cupressiforme og Didymodon insulanus

For et par år siden var lokaliteten tæt på at blive ødelagt af ejeren, der er Middelfart Kommune. Ved en hurtig og koordineret indsat fra formanden for Botanisk Forenings Fynskreds og den daværende formand for DN Middelfart blev dette herlige sted reddet. Det er jo meget ofte sådan, at meget sjældne arter er i følge mange andre mere eller mindre sjældne arter. Her f.eks. Nikkende Hullæbe, Sort Fladbælg, Tyndakset Star, Bjerg-Perikon og Tyndakset Gøgeurt.
 
Den anden lokalitet for Scleropodium touretii skulle være Jelling Skov uden nærmere oplysninger. Jelling Skov vokser på nogen tildels stejle sydvendte skråninger ned mod Grejs Å. Ved foden af skrænterne er der meget store udfældninger af kildekalk. Kunne det tænkes at der også var udfældninger af okker, der kunne ligne den stærkt jernholdige økseradesandsten ved Fænøsund?
 
Jelling Skov skulle vise sig at være et skræmmende eksempel på, hvor galt det er gået med skovene i et land, hvor Naturbeskyttelsenloven ikke gælder i skovene, hvor Skovlovens naturbeskyttende bestemmelser ikke gælder i byretten og hvor Naturskovsstrategien, der skulle lappe dette hul i lovgivningen, har været ude af drift siden 2005. Og hvor forstvæsnet kun har haft succes med naturødelæggelsen.
 
Efter en dag i Jelling Skov må man ligesom G.F. Händel sige:
Lascia ch'io pianga
mia cruda sorte.
 
Irina Goldberg og Tom Blockeel (UK) takkes for hjælp med bestemmelse.

31. oktober 2016

Stemmeværker i Ribe – middelalderbyens utilgængelige mosser

Af Mette Kirkebjerg Due

Mangt en mosinteresseret besøgende har sikkert sukket dybt og længselsfuldt ved synet af de mosbeklædte sten og stemmeværker, når turen er gået til Danmarks ældste by, Ribe. Det har jeg i hvert fald selv!


Men de indhegnede haver, stejle husgavle og det brusende vand gør lokaliteterne utilgængelige for den almindelige besøgende. Så da jeg hørte rygtet om, at de tre centrale stemmeværker i Ribe skulle tørlægges i forbindelse med at murværket skulle efterses og renoveres, var chancen der. Næsten en sidste chance kunne man sige, for med renovering følger også højtryksrensning og fjernelse af generende biologisk materiale - såsom mos.

Kommunen informerer om renovationsarbejdet. På kortet kan man se de tre åløb, som passerer Ribes middelalderlige bymidte. Ydermøllen ligger længst mod nordøst, Midtmøllen er i midten, og Frislusen er længst mod sydvest.
De tre stemmeværker – eller vandmøller – i Ribes gamle bymidte har en lang historie. Ribe Å forgrener sig i et deltaforløb gennem de store eng- og mosestrøg øst for Ribe, og i flere løb i og omkring Ribe. I middelalderen blev åen stemmet op, og der blev bygget møller de tre steder, hvor åen passerede byen.

Længst væk fra den gamle bymidte lå Ydermøllen. Det er den eneste af de tre ”møller”, som i dag har et egentligt møllehjul.  Stemmeværket i det midterste løb hedder logisk nok Midtmøllen, mens Kongens Mølle var beliggende tættest på det gamle kongeslot, Riberhus. Den nuværende opstemning på stedet kaldes for Frislusen.

Under broen ved Ydermøllen. Møllehjulet kan anes bagest til højre. Metalstængerne er en del af et stillads, som blev stillet op i forbindelse med renoveringsarbejdet.
Ydermøllen stod først for tur til renovationsarbejdet i sommeren 2016, og blev derfor først besøgt. Det skulle siden vise sig at være langt den mest interessant lokalitet bryologisk set, men alle tre steder blev undersøgt efter tur i april – juni måned. Timingen var altafgørende, for det var først muligt at komme ned i åløbet ved det enkelte stemmeværk, efter der var blevet sat en spunsvæg – en opstemning – op i vandløbet opstrøms værket. Samtidig skulle entreprenørfirmaet, som udførte arbejdet, helst ikke være nået at komme i gang med at spule væggene omkring stemmeværkerne alt for meget.

Broen ved Ydermøllen set fra vest. Bemærk de mange mosbegroede sten i vandløbet med Platyhypnidium riparioides og Fontinalis antipyretica.
Noget af det, som er med til at gøre stemmeværkerne så interessante i lokal sammenhæng, er tilstedeværelsen af sten og kalk. Ribe er som bekendt beliggende vest for israndslinjen og landskabet er som udgangspunkt surt, sandet og fattigt på ordentlige, mosbegroede stenblokke.

Mens arter som Platyhypnidium riparioides og Fontinalis antipyretica er kedsommelige forventeligheder i østdanske vandløb, er de sjældent set her på egnen. Det var derfor en glædeligt at finde dem i massive mængder på stenene i vandløbet og på murværket især ved Ydermøllen.

Et andet interessant fund ved Ydermøllen var den store forekomst af Orthotrichum cupulatum. Det er en art, som egentligt er meget let at kende på sine store, runde sporehuse, men som sandsynligvis overses, hvis man ikke lige er der på det rette tidspunkt. Arten blev også fundet ved Midtmøllen, men i langt mindre mængder.

Orthotrichum cupulatum ses midt i billedet med de mørke blade og store sporehuse. 
Endnu en art, som særligt skal fremhæves, er Leskea polycarpa. Igen er det ikke helt ualmindelig at finde den i Østdanmark, men det er et usædvanligt fund i det vestjyske. Af andre mosser tilknyttet vand blev der bla. fundet Leptodictyum riparium og Hygroamblystegium tenax. Som et kuriosum vokser der Rhizomnium punctatum inde i fisketrappen ved Midtmøllen.

Artiklens forfatter studerer noget meget interessant.

Der blev selvfølgelig også fundet en del almindelige beton-mosser og generalister. Amblystegium serpens gik igen på alle tre lokaliteter. På de lange, solbeskinnede mure vest for Ydermøllen voksede der, foruden imponerende tæpper af den ikke helt almindelige Syntrichia latifolia, en del Schistidium apocarpum (s.s.). I revner og sprækker i betonen blev der fundet Didymodon fallax, Barbula convoluta, Syntrichia ruralis, Bryum capillare og Ceratodon purpureus, mens der mere frit voksede tuer af Grimmia pulvinata og Orthotrichum anomalum. På de lidt mere skyggede og fugtige steder blev der fundet både Zygodon rupestris  og Zygodon viridissimus.

Midtmøllen set fra øst. Vandstanden er normalt for høj til, at der kan gro noget på stenene i selve vandløbet. Bemærk ”kulturlaget” i vandløbsbunden med bla. en halv havemur.
Der var en meget tydelig forskel i både mængden af mos og antallet af arter mellem Ydermøllen og de to andre stemmeværker. Det skyldes sandsynligvis flere ting. Vandstanden i Ydermøllen er normalt så lav, at der kan gro mos på stenene, mens der lader til at være for meget vand ved Midtmøllen og Frislusen. Der var dog også væsentligt mere mos på væggene langs vandløbet både ved selve Ydermøllen og et langt stykke nedstrøms, end der var ved de to øvrige møller. Der er den store forskel, at Ydermøllen stadig har et egentligt møllehjul, som er med til at piske vandet op. Dette kan måske have betydning for luftfugtigheden i området, og dermed for lokalitetens egnethed som voksested for mosser.

Vandløbet ved Midtmøllen var generelt fattigt på mosser, men til gengæld rigt på potteskår og ferskvandssvampe.

26. april 2016

Heden med de våde bakketoppe

Af Marie Glahn

Da jeg flyttede til Sønderjylland for 3 år siden, hørte jeg om en underlig hede i Stensbæk Plantage, 15 km SØ for Ribe. Heden ligger midt inde i plantagen, og den har mange bakker,. Men i stedet for at være en fugtig hede med tørre bakketoppe, er det en knastør hede med våde bakketoppe! Ja, så våde bakketoppe at man plejede at lade køerne, der græssede heden, drikke på bakkerne, når de var tørstige. Jeg har selv været ude og kigge, og rigtig nok er der en masse lige høje bakker, der har en svag lavning på bakketoppen, hvori der er mere eller mindre vådt.
Kortet viser Stensbæk Hede baseret på højdemodel og ortofoto 2014. De fleste bakker er
flade med en fordybning i midten, hvor der ofte er fugtig bund.
Landskabet ser egentlig meget menneskeskabt ud - som om det er gravet ud. Og det er altså underligt, at gå rundt på en tør hede med typiske hedearter som hedelyng, revling og bølget bunke samt de trivielle mosser Pleurozium schreberi og Campylopus introflexus for at nævne nogle; og så gå op på en bakke og finde klokkelyng, tranebær og tørvemosser!

Historien bag er ret interessant, og det fik mig til at tænke over floraen, særligt mosfloraen, på bakketoppene.


Billedet af klimpen er taget fra en anden og lidt højere klimpe, og vandrestien adskiller
dem.
 For bakketoppene er nemlig ikke indlandsklitter eller bakker dannet af istidslandskabet. De er faktisk meget stabile og meget yngre end fra sidste istid. For bare 2000 år siden mener man, at landskabet her i det vestlige Sønderjylland var dækket af skov. Skovene blev jo som bekendt ryddet af mennesker, hvilket resulterede i sandflugt. Og sandet fløj bort - hvor det kunne. Men i det skovklædte flade landskab har der også været vandfyldte lavninger. Og her er organisk materiale ikke blevet nedbrudt, og der har sandsynligvis vokset tørvemosser, som har dannet en god tæt tørv. Og nedenunder ligger det stenhårde og vandtætte al-lag, som uopdyrkede heder er så berømte for. Disse lavninger har ikke været sådan lige at blæse væk, så de blev tilbage, da sandet rundt om blæste væk. 2000 år efter står disse lavninger endnu tilbage, nu som 3 meter høje bakker i et knastørt og næringsfattigt landskab. Bakkerne kaldes i dag "klimperne", og de findes kun få steder i verdenen; på Stensbæk Hede, nogle nær Frøslev i Danmark og få steder i Holland.

Jeg kan huske at have læst et sted, at den store højmose Tofte Mose i Nordjylland er ca. 2000 år gammel. Det er klimperne også. Lavninger med tørvemosser, som er på alder med Tofte Mose og - når jeg tænker over det - kun med vandtilførsel ovenfra: Det giver jo faktisk en masse mini-højmoser, sådan rent funktionelt i hver fald. Det måtte da undersøges!

Så jeg tog af sted for at kigge nærmere på mosfloraen, for det er særligt mosserne, der kendetegner en højmose. Jeg fandt ud af, at en del af klimperne desværre er punkterede, så der er næsten ingen fugtig bund i lavningen på toppen. Nogen steder kan man dog finde lidt klokkelyng i en vegetation, der ellers ligner et tilgroet surt overdrev. Andre er helt modsat meget våde. En enkelt er decideret oversvømmet med en mindre sø oven på i vinterhalvåret. Her findes blandt blåtoptuerne en del tørvemos, men vegetationen virker noget forstyrret og næringspåvirket. Man kan dog finde op til flere tørvemosarter så som Sphagnum inundatum, S. subnitens og S. cuspidatum, og klimpen er tilgroet med blåtop og med opvækst af pilebuske. Ja, faktisk minder vegetationen lidt om en nedbrudt højmose.


Den vådeste klimpe havde vand nær gummistøvlekanten og en forstyrret vegetation med blåtop og opvækst af vedplanter, m. Men tørvemosserne voksede nede blandt tuerne.
Men én af klimperne er helt speciel. Der har jeg efterhånden brugt en del tid, men er slet ikke færdig med den.

Billedet er taget oppe på kanten af den mest intakte klimpe, og man kan ane den lyse rand af bølget bunke hele vejen rundt.
Her findes en rig vegetation, bl.a. diverse tørvemosser, den karakteristiske og filtede Aulacomnium palustre, tranebær og andre dværgbuske, samt kærtuekogleaks, hirse-star og smalbladet kæruld. Og der var overraskende mange tørvemosser, lige fra den pjuskede og pjaskvåde S. cuspidatum, den fedtede tørvemos S. subnitens, over de store hhv. røde og olivengrønne S. magellanicum og S. papillosum og til de mere specielle S. tenellum og S. compactum, hvoraf den sidstnævnte ikke er helt almindelig. Det blev endda til et par fine store tuer af Polytrichum strictum, hvilket tyder på, at der findes et tykt tørvelag.



Fotos af de smukke mosser Sphagnum papillosum og Polytrichum strictum.
Klimpen gemte også på relativt almindelig bladmosser som søstrene Dicranum scoparium og D. polysetum, den invasive Campylops introflexus samt dens nærtbeslægtede, men uden hyaline hårspidser, C. pyriformis, den etagerende Hylocomium splendens samt de dødalmindelige Hypnum cupressiforme og H. jutlandicum, der begge kan findes på de fleste heder i området.

Den botaniske gennemgang af klimperne er langt fra komplet, og de gemmer helt sikkert på flere mosser og plantearter, end de nævnte.


Campylopus pyriformis har ikke hyaline hårspidser som C. introflexus. Den har, som en del af de andre Campylopus-arter, skud, der let brækker af.
Efter at have dannet mig et overblik over klimpevegetationen, føler jeg mig ikke særlig overbevist om, at min "mini-højmose-hypotese" holder vand, i hvert fald hvad angår artssammensætningen. Selvom de fleste af arterne er typiske for højmoserne i Syd- og Sønderjylland, er S. compactum og hirse-star modsat karakteristiske for forstyrret tørvebund, og jeg fandt heller ikke typiske højmosearter så som tuekæruld, levermossen Odontochisma sphagni og slet ikke de mere sjældne tørvemosser som S. fuscum, S. balticum eller S. austinii, som oftest eller udelukkende findes på højmoser. Til historien hører nok, at naboheden Ballumbjerg Hede huser næsten alle de fundne arter, og må formodes at udgøre den største frø-/sporekilde, hvorimod højmoserne ligger langt derfra. Men artssammensætningen og artstætheden på den mest artsrige klimpe er imponerende og tyder på lang kontinuitet. Og det ændrer ikke ved, at klimperne stadigvæk udgør et fascinerende landskab, som bestemt er et besøg værd!


8. marts 2016

Årets mosfund 2015

År 2015 har beriget os med mange bryologiske opdagelser, hvilke blev omtalt i artiklen, der lige er udkommet i første nummer af URT 2016. Hermed er et udpluk af de mest interessante fund.
 
John Brandbyge har fundet Warnstorfia pseudostraminea i Grauballe Mose, TBU 20. Arten er ikke opført på den danske tjekliste (Mogensen & Goldberg 2005), men det viser sig, at dette er andet fund i Danmark. I herbariet på Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm ligger et specimen fra fugtig hede øst for Vangså i Thy, TBU 7, samlet af Thomas Brandt-Pedersen i 1975. W. pseudostraminea er en nordlig art, som kun har to forekomster i den sydlige del af Sverige. Den vokser i fattigkær og ligner sin slægtning, W. fluitans, men i modsætning til denne har den næsten rette eller svagt krummede blade, og bladvingeceller, der danner tydelige trekantede grupper, som ikke når ind til nerven. Den kan også forveksles med Straminergon stramineum, for bladene er ikke særligt lange, men den sidstnævnte art har en but eller afrundet bladspids.
 
Jan Larsen har opdaget Trichostomum crispulum i Karlstrup Kalkgrav, TBU 40, flere steder og i ret store mængder. Første danske fund er fra Hanstholm Vildtreservat, nærmere en littorinaskrænt nord for Sokland i Thy (TBU 6), hvor Bent Odgaard samlede den i 1978, og hvor Bryologkredsen forgæves eftersøgte den på sin efterårsekskursion i 2015. Bent har også fundet den i en lergrav ved Lysnet sydvest for Randers, og den sjællandske lokalitet er således den tredje i Danmark. Da blade af T. crispulum har indbøjet rand i deres øverste del, ligner den en art fra Weissia-slægten, som den er i familie med. Den kendes på en længere, brun stængel og brun nerve, som er gulgrøn hos Weissia. Desuden er bladspidsen bådformet – som man kender den hos en rapgræs. T. crispulum vokser på åben, stærk kalkholdig jord og er sjælden i hele Norden.
 
Bent Odgaard har fundet Polytrichastrum alpinum på en langstrakt kalkholdig bakkeskråning nord for Sokland i Thy (TBU 6). Den har tidligere været kendt fra Svinklovene, Fosdalen (Brandt-Pedersen 1978) og fra Hanklit på Mors (Odgaard 1980), samt Sundstrup, TBU 10 (samlet af Hans Øllgaard i 2000). På dansk hedder arten Grenet Jomfrukapsel, hvilket fremhæver dens vigtige feltkarakter. Hos Pogonatum urnigerum kan stænglerne også være forgrenet, men denne art har kortere, lyse blågrønne blade. Og laver man et præparat af længdelamellerne vil man nemt se forskellen på de to taxa: Hos P. urnigerum har topcellerne tykke vægge hele vejen rundt, hos P. alpinum er de kun tykke foroven.
 

Præparat af længdelamel (set fra siden): A - Polytrichastrum alpinum, B - Pogonatum urnigerum. Foto: Bent Odgaard.

Bryum tenuisetum hører til et kompleks Erythrocarpum, hvori alle arter kendetegnes ved at have rhizoidknolde. Korrekt bestemmelse afhænger af knoldenes farve og størrelse. Hos de fleste arter er rhizoidknoldene rødbrune, hos nogle er de violette, og kun B. tenuisetum har gule, 120-200 mkm store knolde, som består af forholdsvis få celler. Arten blev først kendt i Danmark i 1978, hvor den blev fundet på bredden af Foldgaard Sø på Læsø (Odgaard 1979). Året efter dukkede den op på Thyholm (samlet af Hans Øllgaard) - i begge tilfælde voksede den på fugtig, sandet jord. Iflg. Crundwell & Nyholm (1968) stammer det første danske fund fra 1863, i nærheden af Ribe. Sidste år blev den opdaget af Irina Goldberg i en tørvelavning på Sepstrup Sande, TBU 20.


Gule rhizoidknolde af Bryum tenuisetum. Foto: Ulrik Søchting & Irina Goldberg.



Annette Sode undersøgte mosfloraen i Langsøparken ved Silkeborg, TBU 20. I en kløft med væld i løvskov faldt hun over en kraftig Plagiomnium-art, som lignede P. elatum, men der var sporehuse i bestanden – et meget sjældent fænomen hos den dioikke art. Et nærmere studie har vist, at den indsamlede art er synoik (hunlige og hanlige organer sidder i samme perichaetium), og bladcellerne har trekantede hjørnefortykkelser, dvs. der er tale om en sjælden slægtning, nemlig Plagiomnium medium. Den er kun kendt fra 8 lokaliteter i landet, og de seneste indsamlinger er flere årtier gamle.


Grønne prikker viser forekomster efter 2005, røde er gamle indsamlinger i herbarium C ved Statens Naturhistoriske Museum.


Der er heller ikke mange indsamlinger af Sphagnum majus i Danmark – og prikken i TBU 20 er en ny lokalitet, en hængesæk i Addit Skov (fundet af Irina Goldberg).
 
Det forrige års store nyhed var fundet af levermosset Scapania gracilis på klithede ved Hvidbjerg Klitplantage i Thy (Rasmus Fuglsang Frederiksen). Knud Knudsen er gået på jagt efter den, og med bestemmelseshjælp fra Jan Larsen og Kell Damsholt er arten nu verificeret 3 steder i Tvorup Klitplantage og et sted i Nyrup Klitplantage (TBU 7).
 
Et fund af Lophozia wenzelii i Klovbakker, på Mors (Knud Knudsen) er også interessant. Arten er har en meget sporadisk udbredelse i Danmark, med nogle få indsamlinger på Nordbornholm, en i Nordsjælland, tre i den vestlige del af Jylland, en ved Ranum, én på Fur – de fleste er fra 1800-tallet; de seneste observationer er også fra Nordmors, Hanklit (Bent Odgaard, 2011) samt i Stenbjerg Klitplantage og på klithede ved Hvidbjerg Klitplantage, Thy (Rasmus Fuglsang Frederiksen, 2014). Den vokser på fugtigt sand eller jord, sjældent i hedemoser og på våde klipper.

7. maj 2015

Kom videre med levermosserne

Der er sikkert mange der endnu ikke ved, at den primære, danske levermossamling ved Statens Naturhistoriske Museum, Herbarium C, er blevet katalogiseret, digitaliseret og gjort tilgængelig via internettet. Man kan roligt sige, at det er et kæmpe skridt for udbredelsen af viden om levermosserne i Danmark. Aldrig før har det været muligt, at slå op, hvor og hvornår forskellige arter er indsamlet.

Scapania compacta, Tved Klitplantage, Thy 2014
Databasen omfatter langt de fleste levermosser og hornkapsler i dansk herbarium. Thomas Jensen foretog de ældste registrerede indsamlinger i 1860-erne og disse dannede baggrund for hans flora i første bind af Dansk botanisk tidsskrift (1866). Christian Jensen foretog ligeledes lange indsamlingsrejser, især i Jylland, inden Danmarks mosser, bd. I. Lever- og tørvemosser, udkom i 1915. C. Jensens indsamlinger udgør en væsentlig del af de registrerede fund. Efter krigen udgør indsamlinger, foretaget af Bryologkredsens medlemmer, en anden, nyere, væsentlig del af samlingen.

Indsamlingerne er blevet kritisk gennemgået af Kell Damsholt og danner baggrund for TBU-kort over arter og underarter i Danmark. Nye indsamlinger lægges til i databasen, når en indsamling er indsendt, godkendt og interkaleret i dansk herbarium.

Nomenklaturen følger Illustrated Flora of Nordic Liverworts and Hornworts. Damsholt, K. 2002.

Online databasen er blevet til ved i et samarbejde mellem Kell Damsholt og Christian Lange. Databasen indgår som en del af de digitale samlinger ved Statens Naturhistoriske Museum, og er stadig under udvikling. 




Eksempel på søgning på arten Riccia huebeneriana. Resultatet kan vises på tabelform og som klikabelt Googlekort.
Men hvad kan man så bruge det til? Dette indlægs forfatter har brugt databasen til at se, hvad der er fundet i eget område, og til at se, hvor arterne på ”ønskelisten” er fundet gennem tiden. På den måde kan databasen bruges til at planlægge kommende ture. Besøg på kendte lokaliteter for en given art kan samtidig medvirke til at give et bedre billede af artens habitatkrav, så man har en chance for at finde arten på nye lokaliteter.

På et mere overordnet niveau er databasen uhyre vigtig i forhold til at give et indtryk af arternes udbredelse og hyppighed gennem tiden, og det er essentielt i forbindelse med en – forhåbentlig – snarlig rødliste for alle danske mosser. Hvis vi dog bare havde noget tilsvarende for blad- og tørvemosser!

Manden som skal takkes for tilblivelsen af dette fantastiske værktøj er først og fremmest Kell Damsholt (lektor emeritus), som har gjort et kæmpe stykke arbejde for at få databasen stablet på benene. Det er en forbilledlig indsats Kell har gjort, og det er et værktøj, som vil have stor værdi i mange år. Der skal lyde en stor tak her fra!

Databasen kan findes her.