23. november 2023

Almindelig Stumptand (Amblyodon dealbatus) er genfundet i Danmark

af Irina Goldberg

Under Bryologkredsens efterårsekskursion d. 29. oktober 2023 besøgte vi Svinklovene – en lokalitet af stor botanisk betydning beliggende på Svinkløv Knude, der rejser sig med højder op til over 60 m over det omgivende marine forland. Undergrunden består af skrivekridt, der er overlejret af flyvesand. I de dybe kløfter ned til Jammerbugten findes der væld med bl.a. Kæmpe-Skævkapsel (Dichodontium palustris), og de stejle skrænter med åben kalk er voksestedet for Skygge-Kalkmos (Seligeria calcarea). I Svinklovene er der desuden den eneste recente danske forekomst af Sylbladet Fløjlsmos (Dicranella subulata).

Alle disse sjældenheder blev fremvist af vores turleder Bent Odgaard, som uden besvær kunne finde dem i silende regn. Men de dårlige vejrforhold forhindrede os i at undersøge lokaliteten grundigt.

Alligevel prøvede vi at lave en liste over de arter, som vi kunne spotte i felten, og i den forbindelse blev der indsamlet noget materiale, som vi vurderede ville være interessant at undersøge nærmere ved hjemkomst.

Flere små våde klumper røg ned i deltagernes plasticposer, og især én af dem viste sig at være meget værdifuld, da undertegnede fik studeret den i sin stereolup. Mellem levermosset Tyk Nerveløs (Aneura pinguis), som var ret talrig i vældet, stak der enkelte små skud af et topfrugtet bladmos op – dette blev identificeret som Almindelig Stumptand (Amblyodon dealbatus).

Almindelig Stumptand fra Svinklovene med meget unge sporehuse. Foto: Bent Odgaard.

På trods af sit danske navn har arten aldrig være almindelig i Danmark. Den vokser i væld og vældmoser, typisk med kalkrigt vand, både på tørv og mineraljord (sandet eller leret). Historisk er den kendt fra 28 lokaliteter i Danmark, og de seneste fund er fra slutningen af 1980erne: i væld nord-nordvest for Vinkel (1987) og i Vandplasken (1989). Ved Svinkløv blev arten indsamlet tilbage i 1900 (Herbarium C publiceret i Jensen (1923)), og ingen har set den siden.

Kort over de kendte forekomster af Almindelig Stumptand.

Det er ikke fordi arten var forsvundet fra lokaliteten i en periode, men den er meget svær at få øje på, når den ikke bærer sporehuse: planterne er som regel under 1 cm høje og ligner umiddelbart en Snobørste (Funaria) eller en anden slægt i den familie. Men sporehusene, som modnes om sommeren, afslører, at Almindelig Stumptand er nært beslægtet med Meesia og Piberensermos (Paludella squarrosa).

Herbariesamlingerne er en vigtig kilde til vores viden om arternes historiske udbredelse og voksesteder. Denne indsamling fra 1800-tallet indeholder desuden finderens illustration af artens vigtige bestemmelseskarakterer. (Herbarium C, C-M-20486; Fyn, Hasmark Mose).

Da vi skulle rødlistevurdere arten i 2019, var vi meget tæt på at tro, at den var forsvundet fra Danmark. Samtidigt talte viden om dens økologi for, at der stadig burde være lokaliteter i vores land, hvor arten kunne forekomme. Det er en stor oplevelse at se den vokse på et uspoleret sted med lang kontinuitet i et land, der er massivt påvirket af dræning, grundvandssænkning, overbelastning med næringsstoffer og tilgroning med høje stauder og vedplanter, som truer Almindelig Stumptand og mange andre arter af mosser.

Se fundet i Svinklovene på portalen Arter.dk