Følg med med Email

22. november 2017

Ekskursionsberetning: Efterårstur til SV Jylland med Bryologkredsen, 27.-29. oktober 2017
af Marie Glahn
 
Bryologkredsens efterårstur gik i år til Sydvestdanmark, og fredagen begyndte i noget af det sydvestligste, vi kan komme, nemlig vadehavsøen Rømø. Fantastisk vejr for Vestkysten i november friskede op på de vidtstrakte strandenge efter den lange køretur, og heste og kreaturer modtog os vel ved lokaliteten. De øvre strandenge på Rømø Nørreland var uden for meget vand (!), og de mange fine engmyretuer kunne beundres af de ca. 20 fremmødte.

Engmyretuerne har en særlig kort vegetation, hvilket giver plads til små ”sarte” mosarter. Foto: Johanne Fagerlind Hangaard.

Netop engmyretuerne er voksested for nogle interessante og meget små mosser – for små mente nogle nok. Her blev våde knæ belønnet med de sjældne bladmosser Tortella flavovirens og Archidium alternifolium, mens den eftertragtede Hennediella heimii vist ikke skal besigtiges på jyllandsturene. Den visner tilsyneladende hen om efteråret, så trods hyppigt forekommende på lokaliteten i april var den desværre intetsteds at se på turen.


Nyt fund af stor sporemos (Archidium alternifolium), men billedet viser ikke de store karakteristiske sporer. Arten kan dog også kendes på bladenes ens størrelse op ad stænglen.
Foto: Bent Odgaard.

Ingen tur til Vestkysten uden en tur op i klitterne og se havet, så videre til Lakolk. Her blev de mest udholdende af den forblæste og sandknasende gruppe udsat for en smule klitflora, bl.a. klit-limurt, klit-vintergrøn, klit-natlys og klit-vokshat krydret med Pseudocrossidium hornschuchianum, Rhynchostegium megapolitanum og Tortula subulata. Spids rulletand (Pseudocrossidium hornschuchianum) voksede på sand, hvilket er et noget andet substrat end dets sædvanlige på kalkholdigt ler. Et velfortjent måltid samt lidt varme i fingrene blev værdsat på et hyggeligt spisested på Lakolks Pommefrit-Straβe.

Herefter var der indlogering i hjemlige højskolestuer på fastlandet 15 km sydøst for Ribe samt hyggenøgling.

En lørdag i gråvejrets tegn spolerede ikke troldestemningen i Draved Skovs nordøstlige hjørne, den bryologisk ret uudforskede Gråbjerg Mose. Sådan en gammel skovbevokset tørvemose med blandet nål og løv, næsten mere dødt end levende, er altså fascinerende!

De få der ikke var blevet væk fra hinanden i den store skovbevoksede tørvemose, Gråbjerg Mose, Draved Skov.
Foto: Johanne Fagerlind Hangaard.

Mosen havde måske ikke så overraskende en række typiske mosser på højmose såsom Sphagnum magellanicum, S. papillosum, S. rubellum samt levermosset Odontoschisma sphagni. Der var faktisk rigtig meget mos, og det slog også ud på artslisten med over 50 fundne arter på de to timers traven rundt. En af de mere sjældne var den mindste af vores tæppemosser, nemlig Spinkel tæppemos (Plagiothecium latebricola), som ofte vokser på nedbrudt ved i et fugtig miljø. Ud over dette blev der bl.a. fundet rigelige mængder af Dicranum majus og D. monatum og mindst otte arter af tørvemosser – bl.a. Sphagnum angustifolium og S. capillifolium. Alle fandt i øvrigt ud igen af den store og uoverskuelige skovmose, men derfor kan den lille smule ventetid ved bilerne passende udnyttes for kratluskere; på en pil i vejkanten voksede nemlig Hypnum resupinatum.

Videre til den genoprettede (og meget våde!) Sølsted Mose, som skulle gemme på de sjældne Pseudobryum cinclidioides og Sphagnum obtusum. Men da ingen havde dykkerudstyr med, måtte vi desværre opgive ævred. Til gengæld blev en for lokaliteten ny art fundet, den sjældne og let oversete tørvemos Sphagnum affine.

Videre til dagens sidste lokalitet, som nogle af de mere nørdede havde set ekstra frem til. På den våde hede på Helm Polde blev der under Biowide-inventeringen fundet en lille sølle levermos under navnet Calypogeia arguta, hvilket ikke desto mindre vakte en del opsigt, da det er det eneste nuværende kendte voksested i Danmark for den! Så ca. kl. 16.30 stod en blandet skare af enten meget begejstrede eller meget trætte (de mere indtryksmættede) folk på den statsejede våde hede i Lindet Skov-komplekset. Det var i øvrigt den bedste levermoslokalitet på turen med fund af Tørve-sækmos (Calypogeia neesiana) og Fåtandet dværgtråd (Cephaloziella spinigera var. spinigera), som begge blev fundet i Sønderjylland for første gang.


Liden sækmos (Calypogeia arguta) eftersøges i blåtophede på Helm Polde. Foto: Bent Odgaard.

Søndag morgen tog solen revanche, og hedeområderne i Stensbæk Plantage, ikke langt fra højskolen, viste sig fra deres flotteste side. Den spektakulære Stensbæk Hede med de flade, våde bakketoppe – klimperne – blev beundret af et lettere mystificeret publikum. Hvordan kan man kravle op ad en 4 m høj bakketop for på toppen at finde diverse tørvemosarter og vådbundsflora? Jo, når det man kravler op i, er tusinde år gamle hedemoser, som ikke er blæst væk med vestenvinden, og vedligehold af det berygtede al-lag på hedejord. Således sjaskede vi rundt i bl.a. Sphagnum papillosum, S. capillifolium, S, compactum og Polytrichum strictum på bakketoppene.


En af de mindre klimper med tydelig lavning i midten.
Foto: Peter Wind.

Naboheden Ballumbjerg er en våd hede af mere typisk karakter, men ikke desto mindre med himmelblå småsøer mellem lyng og tørvemosser. Her sluttede denne turs tørvemosundervisning med bl.a. Sphagnum molle, S. compactum, S. inundatum, S. auriculatum og S. affine. Der blev desuden kigget efter den for Danmark meget sjældne Sphagnum strictum, som efter nyfund i en midtjysk plantage for nylig, vurderes at kunne gemme sig rundt omkring i landet - hold øje med den! Om vi fandt den på Ballumbjerg Hede er ved at blive afgjort af kyndige folk.


De første tegn på at klokken nærmer sig frokosttid.
Foto: Johanne Fagerlind Hangaard.

En sjælden lang og behagelig frokost på sidstedagen af turen blev nydt af alle i efterårets klare sol på den smukke hede. Tak for en hyggelig og vellykket tur til alle deltagende!


De glade ansigter skyldes nok snarere den hjemmelavede kage end regnvejret og den oversvømmede Sølsted Mose.
Foto: Torben Gang Rasmussen.
 

22. august 2017


Sydsvenske moshapserier – og en særlig note om ”skuggmossa”


 Af Bent Odgaard

Familieferie og mosekskursion kan forekomme som ganske inkongruente størrelser. Imidlertid kan det selv på almindelige ferier ind imellem lykkes at hapse et par mosser når turen går til flotte naturlokaliteter i det udenlandske. I juli 2017 var vi i Sydsverige, og nogle af de steder vi besøgte havde meget lang kontinuitet med en mosvegetationen udviklet i en grad som jeg vist aldrig har set herhjemme. Det var derfor ganske umuligt at holde hænderne i lommen eller undlade at fotografere. Jeg kunne overveje at emigrere over til disse smukke mosvegetationer! Nå, de laver rigtigt dårlig kaffe derovre, så måske ikke.

De fleste af de her omtalte lokaliteter er foden af skyggede klippeskrænter, som hver sandsynligvis rummer snesevis, måske hundredvis af arter, og mine små hapserier er selvfølgelig kun smagsprøver, som dog måske kan tjene som appetitvækkere for ture i det svenske - eller måske til vores egen Bornholm.

More Kastell

Denne 7 km lange sprækkedal ligge i det sydøstlige Småland og er orienteret i øst-vestlig retning. De ind imellem lodrette sider af dalen er op til 40m høje, og især den nordvendte klippevæg er sprængfyldt af lækre mosser. Kilder på nettet oplyser at dalen rummer næste 300 forskellige mosarter. Desværre er adgangen fra stien, der løber langs den nordlige væg, til den spændende sydlige væg meget begrænset pga. det sø-/vådområde, som fylder bunden af dalen, men et par steder kan det lykkes at komme over.

På nordvæggen i den dybe ravine ved More Kastell trives mosserne.
Allerede på lang afstand fangedes mit øje af en særdeles kraftig mos, som omkransede mange mindre mostuer. Da jeg endelig fik den samlet, viste det sig at være den smukke Bartramia halleriana, som her har et af sine sydligste forekomster i Skandinavien. B. halleriana kendes nemt i felten på den korte seta, så kapslerne er mere eller mindre skjulte i mostuerne.
En karakterart, som giver denne væg et spraglet udseende er Bartramia halleriana. I baggrunden Amphidium mougeotii.
Dominerende på klippevæggen er ellers mange steder Amphidium mougeotti, der med sine meget lange blade kan minde om en stor art af Didymodon. I mikroskopet afslører den sig med sine typiske nedre bladceller, der er stribede af papiller.
Amphidium mougeotii vokser i smukke tuer.
Jeg nåede også at hapse en tue af Cynodontium strumiferum (som jeg engang også har fundet på et stengærde på Sydfyn), der i felten genkendes med sine karakteristiske sporehuse med striber og struma. Og så Neckera crispa, der forekom i store tuer på klippevæggen.
Cynodontium strumiferum har stribede og svagt nikkende sporehuse med struma.
Endelig kom det lille levermos Blepharostoma trichophyllum med i posen. Den voksede på jord langs en sti. 
På bunden af ravinen voksede levermosset Blepharostoma trichophyllum.
 

Billingen

Turen gik videre til området nord for Hornborgasjön (ja, den med tranerne!), som markedsfører sig selv som ”Vallavägen. Världens vackreste väg”, intet mindre. Det ligger lige vest for fladbjerget Billingen, der for en stor del består af kalkholdige bjergarter, men øverst toppes af den fra vores strandsten nok så bekendte Kinnediabas. På denne diabas er Paraleucobryum longifolium ganske almindelig. Den ligner jo en hvilken som helst anden Dicranaceae i felten, men virker lidt grålig i farven, og en felttest er at trække lidt i tuen: sidder den godt fast på stenen, ja så er det nok P. longifolium. I øvrigt har den tendens til at sidde på oversiden af sten, altså rimeligt eksponeret. Sjælden i Danmark, hvor den især forekommer i den østlige del.

Paraleucobryum longifolium vokser typisk på oversiden af sten i skov.


På vestsiden af Billingen findes ”Jättedalen”, som rummer et vandløb med usigeligt flot mosvegetation (nåede at hapse levermosset Lejeunea cavifolia), og hvor skrænterne omkring om foråret er blå af blomstrende blå anemone (jeg var samme sted i tranetiden omkring 1. april). Jeg samlede dog flest mosser på østsiden af Billingen, syd for byen Skövde (prøv lige at udtale det!), hvor en stejl klippevæg er i skygge og klædt i skov. Meget svært terræn at færdes i med store nedfaldne blokke (”ur”), men fantastiske spændende med mange kalkelskende mosser, herunder Neckera crispa, Brachythecium glareosum, der med sine meget langt tilspidsede og længdefoldede blade kunne kendes allerede i felten, og den lille Plagiothecium-lignende Taxiphyllum wissgrillii. En meget almindelig art var Anomodon attenuatus, som jeg kun én gang har set i Danmark (ved basis af træ langs å i Østjylland). Her i Västergötland vokser den sammen med Anomodon rugelii, som ligner vores A. viticulosus i felten, men adskilles i mikroskopet bl.a. ved sine store bladører.
Skuddene af Anomodon attenuatus er karakteristiskt buede.
En anden almindelig art her var Thuidium recognitum, som i felten ser helt anderledes ud end sin storebror T. tamariscinum, idet den kun har sidegrene af 2. orden. Den ser i det hele taget mere rodet ud.
Her dækker Thuidium recognitum en hel sten.
T. recognitum har kun sidegrene af 1. og 2. orden.
Her var også den lille fine Pterigynandrum filiforme med sine buede skud og røde stængler. Og så Pseudoleskeella nervosa, som er næsten allestedsnærværende på stammen af løvtræer i dette område. Den kan overfladisk ligne en Amblystegium serpens, men kendes let i felten fra denne på de i midten af puden oprette grene med et mylder af korte ynglegrene i spidsen. Jeg har aldrig set den i Danmark, den synes at have en østlig udbredelse. Eurhynchium angustirete fandt jeg flere steder i store puder på klippeblokke.

Bag bladene aner man lige netop de røde stængler på skuddene af Pterigynandrum filiforme.

De oprette skud med ynglegrene i toppen er typiske for den trådfine art Pseudoleskeella nervosa.

Mölnlycke
Et af mine store ønsker på turen var at se ”skuggmossa” Dicranodontium denudatum. Denne art er knyttet til oceaniske/suboceaniske områder og vokser på surt underlag som råddent ved eller humus, og som det svenske navn antyder, skyer den direkte sol. I Sverige ligger de fleste lokaliteter på vestkysten, og da vi skulle sejle fra Göteborg, så var det jo lige for at besøge en lokalitet i nabolaget, hvorfra arten var angivet. Det blev til en skov lige nord for Mölnlycke, hvor arten skulle være rigelig, og endog vokse på jorden. Når man ikke ved, hvad man skal kigge efter, eller hvor, er det dog sin sag at finde sådan en art. Jeg kunne læse mig til, at den ligner en stor Campylopus, og at den allerede i felten kan kendes på de affaldende blade, så der ses nøgne stængler med bladar i den øvre del. Jeg ledte og ledte, bl.a langs en bæk og i fugtig granskov med meget Sphagnum. Nada, nada, nada. STOR var begejstringen, da jeg endelig fandt arten på dødt ved ved foden af en østvendt klippevæg – den kan sandelig klart kendes i felten. Der var to puder i alt lige der, blandet med Scapania nemorea.

Ved foden af denne østvendte klippevæg ved Mölnlycke voksede Dicranodontium denudatum.
D. denudatum på henfaldende ved i skovbunden.
I felten kendes D. denudatum nemt på de nøgne stængelpartier med ar efter affaldne blade.
Og hvorfor var jeg nu så interesseret i denne art? Jo, den er ikke bare kendt fra Sydsverige, men også fra Nordtyskland (Holsten, endog et gammelt fund fra Flensborg) og fra Holland, så hvorfor skulle vi ikke kunne finde den i Danmark? Hollænderne angiver, at den synes knyttet til områder med nedbørsoverskud på mere end 320mm – det har vi rigeligt af i Midtjylland, hvor nettonedbøren flere steder overstiger 400mm. Fra Tyskland angives, at den er bundet til granskov, så her er nogle søgepunkter: Rådnende ved på skovbunden i gammel, skygget granskov i det midtjyske. Den skulle også kunne forekomme ved basis af skyggede elletrunter. Hold øje! Hvis (når) den bliver fundet i Danmark, kan den dog ikke få navnet ”Skyggemos”, for det er allerede optaget af slægten Homomallium. ”Nøgen Tyndblad” kunne være en mulighed.

På fugtige dele af klippevæggen ved Mölnlycke voksede Blindia acuta, som jeg i felten tog for en lille Dicranum fordi den havde ensidigt vendte blade. Den kraftigt rødbrunt farvede stængel er dog et godt feltindicium. Denne farve går igen i bladbasis.
På våde klipper finder man Blindia acuta med de rødbrune stængler.
Her var også Racomitrium aciculare, som vi kender fra fugtigt liggende sten i Danmark. Og endelig den meget spinkle Heterocladium heteropterum, der danner trådfine skud i meget løse puder. Jeg fandt den på undersiden af en sten, meget skygget og meget tørt.
En rigtig skyggeelsker: Heterocladium heteropterum.

Skønt at se så mange flotte mosser koncentreret på så få steder – må snart derover igen, og så med fuld fokus på mosserne.

13. marts 2017

En fed mosart – væk i 117 år

Af Lars Christiansen

Måske er der nogen, der ikke har hørt om den.
Måske er der også nogen, der ikke har savnet den.
Atter andre har måske trådt på den.
 
I Den Lille Røde for Lommebryologer kan man læse om Scleropodium touretii (Ru Fedtmos): "Bløde, gulgrønne puder på leret jord. M.sj. Jylland, Jelling. Fyn, Middelfart." Det rummer jo vide perspektiver for eftersøgningen.
 
I Palle Graversens "Oversigt over botaniske lokaliteter 2. Den fynske øgruppe" kommer man et skridt nærmere. Under lokalitet 28/38 Øksenrade Skov (= Teglgårdskoven ved Middelfart): "På de mere eller mindre skovklædte skrænter langs stranden vokser… det meget sjældne, sydlige (hovedsagelig mediterrant udbredte) bladmos Scleropodium touretii." Så er eftersøgningen indskrænket til en 2 km lang sydvendt kystskrænt ud mod Fænøsund.

Sydvendt kystskrænt ud mod Fænøsund.
Sydvendt kystskrænt ud mod Fænøsund
 
Det meste af skrænten er dækket af mange forskellige mosarter, ikke mindst Hypnum cupressiforme i mindst 50 grønne nuancer, tykke, tynde, på træer, rødder, sten, jord og trådt ned i stierne. Talløse er de gange, som denne drillepind har været under luppen.
 
I mange år har det været en fast tradition at tage en tur langs Fænøsund juledag bl.a. for at se om Tyndakset Gøgeurt er kommet op af jorden. Og så skeler man jo også lidt efter bløde, gulgrønne mospuder. Turen er ikke ren tidsspilde, også uden Scleropodium touretii. Selv på årets korteste dage kan der, når solen står lavt over Fænø, og den svage fralandsvind først langt ude danner krusninger på det blanke sund, være en ejendommelig varme oppe i de græsklædte skrænter. Dog muligvis ikke helt som ved Middelhavet.
 
I en mail fra Irina Goldberg den 9. januar kommer der hjælp til eftersøgningen: "Fundet af Joh. Lange 1867 i Øksenrade Skov ved Hindsgaul og af C.E.O. Jensen 1900 under bøgetræer ned mod Fænøsund". Kun på en kort strækning står bøgene helt ude på skrænten. Det er netop et sted, der er typelokalitet for en geologisk formation, der hedder øksenradesandsten.
 
Voksestedet for Scleropodium touretii
 
Beskrivelsen i Den Røde er ganske misvisende (bløde, gulgrønne puder). Scleropodium touretii ligner mere bleggrønne orm, der stikker snuden ned i jorden. Den danner et løst tæppe på et par kvadratmeter ind i mellem Didymodon insulanus.
 
Scleropodium touretii i selskab af Hypnum cupressiforme og Didymodon insulanus

For et par år siden var lokaliteten tæt på at blive ødelagt af ejeren, der er Middelfart Kommune. Ved en hurtig og koordineret indsat fra formanden for Botanisk Forenings Fynskreds og den daværende formand for DN Middelfart blev dette herlige sted reddet. Det er jo meget ofte sådan, at meget sjældne arter er i følge mange andre mere eller mindre sjældne arter. Her f.eks. Nikkende Hullæbe, Sort Fladbælg, Tyndakset Star, Bjerg-Perikon og Tyndakset Gøgeurt.
 
Den anden lokalitet for Scleropodium touretii skulle være Jelling Skov uden nærmere oplysninger. Jelling Skov vokser på nogen tildels stejle sydvendte skråninger ned mod Grejs Å. Ved foden af skrænterne er der meget store udfældninger af kildekalk. Kunne det tænkes at der også var udfældninger af okker, der kunne ligne den stærkt jernholdige økseradesandsten ved Fænøsund?
 
Jelling Skov skulle vise sig at være et skræmmende eksempel på, hvor galt det er gået med skovene i et land, hvor Naturbeskyttelsenloven ikke gælder i skovene, hvor Skovlovens naturbeskyttende bestemmelser ikke gælder i byretten og hvor Naturskovsstrategien, der skulle lappe dette hul i lovgivningen, har været ude af drift siden 2005. Og hvor forstvæsnet kun har haft succes med naturødelæggelsen.
 
Efter en dag i Jelling Skov må man ligesom G.F. Händel sige:
Lascia ch'io pianga
mia cruda sorte.
 
Irina Goldberg og Tom Blockeel (UK) takkes for hjælp med bestemmelse.