Almindelig Stumptand (Amblyodon dealbatus) er genfundet i Danmark

af Irina Goldberg

Under Bryologkredsens efterårsekskursion d. 29. oktober 2023 besøgte vi Svinklovene – en lokalitet af stor botanisk betydning beliggende på Svinkløv Knude, der rejser sig med højder op til over 60 m over det omgivende marine forland. Undergrunden består af skrivekridt, der er overlejret af flyvesand. I de dybe kløfter ned til Jammerbugten findes der væld med bl.a. Kæmpe-Skævkapsel (Dichodontium palustris), og de stejle skrænter med åben kalk er voksestedet for Skygge-Kalkmos (Seligeria calcarea). I Svinklovene er der desuden den eneste recente danske forekomst af Sylbladet Fløjlsmos (Dicranella subulata).

Alle disse sjældenheder blev fremvist af vores turleder Bent Odgaard, som uden besvær kunne finde dem i silende regn. Men de dårlige vejrforhold forhindrede os i at undersøge lokaliteten grundigt.

Alligevel prøvede vi at lave en liste over de arter, som vi kunne spotte i felten, og i den forbindelse blev der indsamlet noget materiale, som vi vurderede ville være interessant at undersøge nærmere ved hjemkomst.

Flere små våde klumper røg ned i deltagernes plasticposer, og især én af dem viste sig at være meget værdifuld, da undertegnede fik studeret den i sin stereolup. Mellem levermosset Tyk Nerveløs (Aneura pinguis), som var ret talrig i vældet, stak der enkelte små skud af et topfrugtet bladmos op – dette blev identificeret som Almindelig Stumptand (Amblyodon dealbatus).

Almindelig Stumptand fra Svinklovene med meget unge sporehuse. Foto: Bent Odgaard.

På trods af sit danske navn har arten aldrig være almindelig i Danmark. Den vokser i væld og vældmoser, typisk med kalkrigt vand, både på tørv og mineraljord (sandet eller leret). Historisk er den kendt fra 28 lokaliteter i Danmark, og de seneste fund er fra slutningen af 1980erne: i væld nord-nordvest for Vinkel (1987) og i Vandplasken (1989). Ved Svinkløv blev arten indsamlet tilbage i 1900 (Herbarium C publiceret i Jensen (1923)), og ingen har set den siden.

Kort over de kendte forekomster af Almindelig Stumptand.

Det er ikke fordi arten var forsvundet fra lokaliteten i en periode, men den er meget svær at få øje på, når den ikke bærer sporehuse: planterne er som regel under 1 cm høje og ligner umiddelbart en Snobørste (Funaria) eller en anden slægt i den familie. Men sporehusene, som modnes om sommeren, afslører, at Almindelig Stumptand er nært beslægtet med Meesia og Piberensermos (Paludella squarrosa).

Herbariesamlingerne er en vigtig kilde til vores viden om arternes historiske udbredelse og voksesteder. Denne indsamling fra 1800-tallet indeholder desuden finderens illustration af artens vigtige bestemmelseskarakterer. (Herbarium C, C-M-20486; Fyn, Hasmark Mose).

Da vi skulle rødlistevurdere arten i 2019, var vi meget tæt på at tro, at den var forsvundet fra Danmark. Samtidigt talte viden om dens økologi for, at der stadig burde være lokaliteter i vores land, hvor arten kunne forekomme. Det er en stor oplevelse at se den vokse på et uspoleret sted med lang kontinuitet i et land, der er massivt påvirket af dræning, grundvandssænkning, overbelastning med næringsstoffer og tilgroning med høje stauder og vedplanter, som truer Almindelig Stumptand og mange andre arter af mosser.

Se fundet i Svinklovene på portalen Arter.dk

Bornholmske mosser – en appetitvækker

af Bent Odgaard (tekst og fotos)

Danske bryologer må sende en tanke til kaptajn Jens Kofoed, som sammen med andre oprørere tilkæmpede sig magten over øen i 1658 og gav den i et gavebrev til Frederik 3. med en klausul om aldrig at afstå den fra riget. På denne drabelige baggrund kan en række mosarter, som ikke forekommer i resten af landet, i dag registreres som danske. Når man er vant til geologien og floraen i det øvrige Danmark præget af løse aflejringer fra sidste istid, forekommer Bornholm ganske eksotisk. Det skyldes først og fremmest den rigelige forekomst af grundfjeld og sprækkedale, som giver en række forskellige habitater.

I det meste af Bornholm domineres grundfjeldet af granit, som er en sur bjergart. Men i den sydlige del forekommer også en række andre bjergarter, bl.a. nogle kalkholdige.

Klippekysten

På sten på klippekysten f.eks. mellem Allinge og Tejn finder man en række karakteristiske mosarter, som mangler eller er sjældne i det øvrige Danmark. Den mest iøjnefaldende af disse er nok Bryum alpinum, som danner små, tætte tuer med en karakteristisk metallisk rødlig glans (Figur 1).

Figur 1. Bryum alpinum danner meget mørke puder med en typisk kobberrødlig glans.

Sammen med Bryum alpinum findes ofte Schistidium maritimum, som kun forekommer langs kysten. Den tilhører en vanskelig slægt, men præcis denne art er let at kende også i felten (Figur 2). De tætte tuer er besat med sporehuse med meget korte stilke, omgiver af blade uden hyaline hårspidser.

Figur 2. Schistidium maritimum har lange blade uden hyalin spids og sporehuse nedsænkede i tuen.

På sand eller i klippespalter langs kysten kan man være heldig også at finde et par andre karakteristiske kystmosser. Det drejer sig om Tortella flavovirens og Conardia compacta. T. flavovirens (Figur 3) er en af de større arter i familien Pottiaceae, og som de fleste i denne familie har den papiller på bladcellerne, hvilken giver en særlig mat og lys grønlig farve. Bladene er langt tilspidsede, med en nerve, der løber helt ud i spidsen. I tør tilstand er bladene krusede.

Figur 3. Tortella flavovirens har lange, spidse, lysegrønne blade.

Conardia compacta (Figur 4) er en ret lille sidefrugtet mos, som i felten kan være vanskelig at bestemme. Den kan forveksles med Amblystegium serpens, som kan vokse samme steder. Den danner løse måtter på fugtigt sand på beskyttede steder langs kysten. I mikroskopet er den karakteristisk ved forekomsten af rhizoider i bladspidsen, og bladceller som er mere aflange end hos Amblystegium serpens. Den danner også særlige ynglelegemer fra bladene, men de er ikke altid tilstede.

Figur 4. Conardia compacta danner et fint tæppe, der kan minde om Amblystegium serpens.

Klippeterrænet

I det åbne klippeterræn, f.eks. i dele af Paradisbakkerne, dominerer arter af slægterne Grimmia og Racomitrium. Flere af disse er også udbredte i det øvrige Danmark, men pga. hyppigheden af klippe/sten er det særligt nemt at studere dem på Bornholm. En del Racomitrium-arter kan ikke bestemmes efter den røde danske mosflora, da artsopfattelsen er ændret siden denne flora blev skrevet.

Racomitrium heterostichum (Figur 5) har en lang hyalin hårspids på bladene, som er næsten glat og flad forneden. Bladribben er bred. Racomitrium sudeticum (Figur 6) ligner R. heterostichum, men er typisk spinklere, den hyaline bladspids er ikke flad forneden, og arten har ikke så bred en bladribbe. De to arter adskilles sikrest ved tværsnit af bladribben, hvor R. heterostichum i midten af bladet har 2 cellelag i bladribben, der også er mellem 4 og 8 celler bred ventralt. R. sudeticum har en tykkere bladribbe (3 celler) men til gengæld kun mellem 2 og 4 celler bred ventralt.

Figur 5. Racomitrium heterostichum har blade med bred ribbe og glat hyalin bladspids, der går fladt over i bladpladen.

Figur 6. Racomitrium sudeticum kan have kort eller lang hyalin spids, som dog ikke er flad forneden. Ribben er tyndere end hos R. heterostichum.

En anden art i samme kompleks er Racomitrium obtusum (Figur 7), der vokser på eksponerede klipper og sten. Den har en bred bladribbe, men mangler hyalin hårspids. Heri ligner den R. aquaticum (Figur 8), der foretrækker beskyttede klipper med fremsilende vand. I felten kan de to arter – på trods af deres forskellige voksesteder – være vanskelige at adskille, men veludviklede skud af R. obtusum er mere grenede end hos R. aquaticum. I mikroskopet ses det at cellerne hos R. aquaticum har lave, runde papiller, mens de hos R. obtusum er glatte. Endelig skal nævnes R. aciculare (Figur 9), der også foretrækker oversilede klipper eller sten i vandløb. Den er let at kende i felten på sine butte blade med små tænder i bladspidsen. Små skud af denne art kan i felten dog forveksles med ­Dichodontium pellucidum (Figur 10), der også findes på sten i vandløb, men den sidste er spinklere og har en mere friskgrøn farve.

Figur 7. Racomitrium obtusum har bred ribbe, mangler hyalin bladspids og har glatte celler.

Figur 8. Racomitrium aquaticum mangler også hyalin bladspids men har papilløse celler.

Figur 9. Racomitrium aciculare har bred, afrundet bladspids med små tænder.

Figur 10. Dichodontium pelucidum har lyst grønne og smalt tungeformede blade med mamilløse celler.

På sten i vandløb finder man også Didymodon sinuosus (Figur 11)¸ der i fugtig tilstand kendes på sine lange blade, der har bugtede rande, og ofte har afbrækkede spidser. I mikroskopet ser man 1-2 lave papiller på hver celle, og nogle få, små tænder i bladspidsen. Også Schistidium rivulare (Figur 12) finder man på sten i vandløb. I modsætning til de fleste andre arter i denne slægt har S. rivulare ingen hyalin hårspids på bladene, men det kræver materiale med sporehuse for at adskille den fra hårløse former af S. apocarpum. Hos S. rivulare er sporehusene lige så lange som brede, hos S. apocarpum længere end brede.

Figur 11. Didymodon sinuosus har blade med bølget rand, hvor bladspidsen nemt brækker af. Bladranden er tilbagebøjet forneden.

Figur 12. Schistidium rivulare mangler hyalin hårspids på bladene.

En anden art knyttet til sten i vandløb er Cinclidotus fontinaloides (Figur 13). Den kendes let i felten på sin fortykkede kantliste på bladene. Her finder man også Cirriphyllum crassinervium (Figur 14), hvis stærkt hule blade giver skuddene et karakteristisk udseende.

Figur 13. Cinclidotus fontinaloides har en meget karakteristisk flerlaget randsøm på bladene.

Figur 14. Cirriphyllum crassinervium har skud med meget hule blade.

På stærkt skyggede steder med høj luftfugtighed kan man få steder finde Oxystegus tenuirostris (Figur 15), der i felten ligner Didymodon sinuosus, men dens bladspidser brækker ikke let af som hos den sidste art. I mikroskopet ses, at O. tenuirostris har mange og høje papiller på hver celle i modsætning til D. sinuosus.

Figur 15. Oxystegus tenuirostris har blade med bølget rand ligesom Didymodon sinuosus, men de brækker ikke let, og bladranden er helt flad.

En række sjældne arter er knyttede til klippevægge. Dicranum scottianum (Figur 16) har på en nordvendt klippevæg ved Borresø sit eneste danske voksested, hvor den til gengæld vokser rigeligt. I tør tilstand kruser bladene, hvorved den ligner D. fuscescens. På fugtige blade kan det med en god lup anes, at bladspidsen hos D. scottianum er hel, mens den er småtandet hos D. fuscescens. D. scottianum har en stærkt oceanisk udbredelse i Europa, og forekomsten på Bornholm er en af de østligste i Skandinavien.

Figur 16. Dicranum scottianum vokser i tætte tuer, der kruser i tør tilstand.

Plagiopus oederianus (Figur 17) har også sit eneste kendte danske voksested ved Borresø, hvor den forekommer på skyggede klipper. Dens sporehuse er næsten kuglerunde, og i tør tilstand stribede. Amphidium mougeotii (Figur 18) vokser ligeledes på skyggede klipper, og kendes bl.a. på de lange, linieformede blade. I mikroskopet ses de karakteristiske aflange papiller på cellerne forneden i bladet.

Figur 17. Plagiopus oederianus vokser i puder og har lancetformede, spidse blade, der krummer let bagover.

Figur 18. Amphidium mougeotii har lange, linieformede blade.

En specialitet på Bornholm er Schistostega pennata (Figur 19), som man finder i dyb skygge i klippespalter. Dens protonema har kuglerunde celler, som reflekterer lyset, hvilket har givet mosset det danske navn Lysmos og tilnavnet ”Nisseguld”.

Figur 19. Schistostega pennata har toradet stillede blade, og lysende grønt protonema (forneden på foto).

Rhabdoweisia fugax (Figur 20) har sit eneste danske voksested i Ekkodalen. Det er en lille art, som har altid har rigeligt med sporehuse, der bæres på en kort stilk. Her skal også nævnes Cynodontium bruntonii (Figur 21), som ikke er ualmindelig på klipper. Den ligner overfladisk Dicranoweisia cirrata, men sporehusene er kortere, og bladene tydeligt tandede langs randen i spidsen. D. cirrata har hele og kortere blade og vokser eksponeret, hvor C. bruntonii vokser mere beskyttet.

Figur 20. Rhabdoweisia fugax er en lille art med langt næb på sporehuslåget.

Figur 21. Cynodontium bruntonii ligner Dicranoweissia cirrata men har kortere sporehuse og tandet bladrand foroven.

På kalkholdige klipper i øens sydlige del kan man finde Rhynchostegium murale (Figur 22), en sidefrugtet art med små hule blade.

Figur 22. Rhynchostegium murale vokser på kalkholdigt underlag og har hule blade.

Blandt levermosserne finder man på klipperne bl.a. Frullania fragillifolia (Figur 23), der bedst adskilles fra F. dilatata i mikroskopet. Men et felttrick er at stryge en fugtig finger hen over puden. Hænger der små bladfragmenter fast på fingeren, er det værd at tage nogle skud med hjem til mikroskopi. F. fragillifolia kan også findes som epifyt på træstammer.

Figur 23. Skud af Frullania fragilifolia set fra undersiden, der viser de sækformede bugflige og de spredte celler med store olielegemer.

Mosnørd på rejse

af Bent Odgaard

Før eller siden kommer en mosnørd i denne situation:

Man er et nyt sted gennem længere tid, man ser nogle spændende mosser, man har sin lup, men er i tvivl og kan dårligt vente til man kommer hjem til mikroskopet. Hvad gør man så?

Mine trinvist mere og mere målrettede løsninger på dette problem er samlet herunder.

Først fandt jeg ud af, at selv med en lup på 20x kan man forbedre mulighederne ved simpelthen at lave et bladpræparat, og så se på det i luppen op mod en lys himmel eller en anden lyskilde. Dette er

REJSEKIT nr. 1: lup 20x, solid pincet, præparatglas og dækglas.

Rejsekit nr. 1

Man kommer overraskende langt med kit nr. 1 i forhold til bladform, midtnerve, bladvingers afgrænsning og grovere tænder. Man kan endog skelne de enkelte celler, hvis de er over ca. 15 µm brede (20x lup), hvilket kan være nyttigt til f.eks. at adskille Pohlia cruda (cellebredde op til 12 µm) fra Pohlia wahlenbergii (cellebredde over 15 µm, oftest bredere). Eller Polytrichum longisetum (bladrandceller 16-20 µm i diameter) fra en Polytrichum formosum (bladrandceller 10-14 µm) med usædvanligt bred bladrand.

Næste trin kunne være at anskaffe en lup med større forstørrelse. Her skal man være lidt på vagt, fordi nettet flyder over med billige lupper, der lover f.eks. 30x eller 40x. Så køb et anerkendt mærke af god kvalitet, så er du mere sikker på forstørrelsen. Lupper med høj forstørrelse har altid en lille diameter i glasset.

REJSEKIT nr. 2: lup 20x, solid pincet, præparatglas og dækglas + lup med højere forstørrelse.

Under Coronakrisens mange aflysninger blev der penge til overs på kontoen, og jeg har anskaffet den såkaldte Weinschenk-lup, som er en klassiker af høj kvalitet med 10x, 20x og – sammenklappet – 28x. Den produceres for nuværende af firmaet Krüss, koster ca. 387 EURO og kan bestilles her: https://www.kruess-shop.de/Loupes/Weinschenk:::21_44.html?language=en.  De ekstra 8 gange giver overraskende meget opløsning, og luppen er virkelig en fornøjelse at bruge.

Weinschenk-luppen, her er 20x linsen foldet ind over 10x linsen til en samlet forstørrelse af 28x

På et andet niveau: I Bauhaus lod jeg mig friste af et Digiphot ”Clip type microcope”, som lover 60 – 100x. Det er en overdrivelse, men den giver nok ca. 50x vil jeg tro. Den kostede ca. 200 kr. og min forventning var derefter: ringe. Der fulgte en holder med til smartphone, men det har jeg ikke forsøgt mig med. Den har indlagt lys, men fungerer efter min erfaring bedst ved at holde et bladpræparat op mod lyset og så kigge på det i Digiphot’en. Meget vanskelig at bruge sådan håndholdt, fordi man både skal finde et blad, og holde præparatet i den rigtige afstand af luppen. Den lavet et omvendt billede, så det bliver det jo heller ikke nemmere af. Men det kan lade sig gøre, og jeg har da haft nogen glæde af det lille instrument på rejser.

Digiphot-luppen der giver en forstørrelse på ca. 50x

Under et nyligt 2 måneders ophold udenlands uden mikroskop eskalerende frustrationen dog så voldsomt, at jeg nu har besluttet at købe et egentligt rejsemikroskop. Så det bliver

REJSEKIT nr. 3: lup 20x, solid pincet, præparatglas og dækglas + rejsemikroskop.

Søgen på nettet gav mig to umiddelbare muligheder. Den første var Bresser XPD-101 (https://www.bresser.de/en/Microscopes-Magnifiers/Microscopes/BRESSER-Science-XPD-101-Expedition-Microscope.html), som koster ca. 555 EURO.

Bresser XPD-101 med lyskilde og krydsbord monteret

Det andet var ioLight Portable Microscope (https://iolight.co.uk/product/portable-microscope-x150-2mm-field-of-view/), som findes i to versioner, x150 og x400. Jeg valgte dog hurtigt ioLight fra af følgende grunde: Det har kun 1 forstørrelse, det er dyrt (780 £ i billigste version), og jeg stoler ikke på, at smarte digitale funktioner som indbygget WiFi til mobiltelefon virker i en anden elektronisk verden som om f.eks. 10. år.

IoLight 150x-version

Så mit valg faldt på Bresser XPD-101, som er rent mekanisk (læs pålideligt), og som jeg her beskriver lidt nærmere. Man kan spørge sig selv om det 555 EURO er rimeligt for et rejsemikroskop, man kunne jo købe et rigtigt mikroskop fra de penge. Men hvis man ikke rejser i bil, kan man jo altså ikke bare lige ha’ et almindeligt mikroskop med. Prisen gør, at Bressers mikroskop nok ikke bliver den store sællert, men det er af overraskende gedigen kvalitet. Jeg har ledt længe, men har ikke fundet noget ”Made in China”-mærke på mikroskopet. Det er selvfølgelig ikke nogen garanti, men alt på mikroskopet (bortset fra linser og tænd/sluk-knappen) er lavet i metal, og det virker dermed som god, gammeldags tysk kvalitet. Metallet giver en vis vægt, som jeg kommer tilbage til.

Bresser XPD-101, hvor lyskilde og krydsbord er fjernet. Man ser de tre understillede okularer og til højre herfor den lille blanke fokuseringsskrue. Yderst til højre ses okularet.

Mikroskopet har et 10x okular og 3 objektiver, 4x, 10x og 40x, forstørrelser som passer fint til mosser. Objektiverne sidder omvendt, og præparatet betragtes derfor nedefra op igennem præparatglasset. Det giver selvfølgelig ikke så optimale optiske forhold som ved lysgang gennem dækglas, så man må lige pudse sine præparatglas ekstra godt. Over præparatet sidder så LED-lyskilden, som fødes af to AA-batterier, der kan fås hvor som helst i Verden. Skulle batterierne blive flade, kan lyskilden skrues af med fingrene, og dagslyset, en lommelygte eller en lampe kan give det lys der er nødvendigt, i alt fald til de to laveste forstørrelser.

Bresser har valgt at lade lyskilden give ringformet lys. Ved 4x og 10x giver det et billede i såkaldt mørkefelt, og 40x-objektivet har fasekontrast. Jeg selv foretrækker lysfelt, og det opnås da heldigvis også nemt ved 4x og 10x simpelthen ved, som beskrevet ovenfor at skrue lyskilden af, og bruge f.eks. en arkitektlampe eller lommelygte i stedet. En anden ting ved det ringformede lys er, at det kræver centrering i forhold til objektiverne. Jeg tror, at lyskilden kan justeres i centrering vha. 3 meget små ormeskruer (indre gevind 1,3 mm), som sidder på siden af lyskilden, men det er ikke dokumenteret i den kortfattede manual. Lyskilden virkede OK centreret på mit eksemplar.

Det ringformede lys - her reflekteret på en bordplade - giver mørkefelt ved lave forstørrelser og fasekontrast ved 40x

Mikroskopet har et fint krydsbord, der styres via to skruer, og som passer til normale præparatglas. Der er endog nonius-skala, så positioner kan angives med stor nøjagtighed. Man skal lige vænne sig til at lave præparatet i glassets højre side, da krydsbordet ikke tillader undersøgelser i den venstre side. Man kan dog selvfølgelig vende præparatglasset, hvis det interessante skulle vise sig at ligge i venstre halvdel.

Kvaliteten i forarbejdningen giver som nævnt en vis vægt. Samlet vejer det 1 kg, men vægten kan reduceres til 750 gram, hvis lyskilde og krydsbord efterlades hjemme. Trekvartkilo er dog en vis vægt, så måske må du efterlade lidt af det fine tøj derhjemme – men hvem har også brug for det, når du kan se på mosser!

Mobiltelefonsnapshot af blad af Myurella julacea i mørkefelt (tv) og lysfelt med 10x objektiv. Billedet yder ikke fuld retfærdighed til mikroskopets opløsning.

Lad det være sagt afslutningsvist: Den optiske kvalitet er IKKE på niveau med dit hjemlige mikroskop, som det derfor næppe vil erstatte. Men det er sikkert mindst lige så godt som de mikroskoper, de store bryologer som Hedwig og navnkundige C. Jensen sad med i forne tider. Og det vil kunne levere mange bestemmelser selv i Langbortistan uden elektrisk lys og andre bekvemmeligheder. Litteraturen kan du ha’ på din mobiltelefon.

Skikkild Hede med Helm Polde – en hede fuld af overraskelser!

af Marie Glahn og Mette K. Due

Tænk på en stor hede med meget blåtop (Molinia caerulea)… Lidt kedeligt, ikke? Det tænkte vi også, den gang vi i 2017 i BioWide-regi skulle registrere mosfloraen i prøvefeltet på Skikkild Hede. I det følgende kan du høre om heden med de mange overraskelser. Men først kommer lige et overblik over området.

Skikkild Hede er et ca. 100 ha stort hede-område i den statsejede Hønning Plantage i Sønderjylland. Hederne er en del af Natura 2000-området Lindet Skov, Hønning Mose, Hønning Plantage og Lovrup Skov.

Den nordligste del af hedeområdet er overvejende våd hede og kan betegnes som blåtophede med indslag af tørvelavninger og i tilknytning til disse flere gravede vandhuller. I nordvest findes den afgravede tørvemose Sprøggelmose, som i dag er meget påvirket af dræning.

Den sydlige del består af indlandsklitter og er også kaldet Helm Polde. Helm Polde har en tilstandsfredning fra 1952, og der findes her flotte enekrat. Der blev i 1980’erne givet dispensation til naturpleje i form af bl.a. afbrænding og græsning, da man lidt tilfældigt fandt ud af, at den efterhånden græsdominerede hede fik stor lyngforyngelse efter en mindre ildspåsættelse. Som der står i fredningen: “Det kan i dag beklages, at det ikke lykkedes pyromanen at brænde en større del af heden, inden ilden blev bekæmpet” (Fredningsnævnet 1952).

               Skikkild Hede ligger i det vestlige Sønderjylland.               

Området er indhegnet (gul linje). Indhegningen er på ca. 120 ha
og inkluderer Skikkild Hede med Helm Polde og Sprøggelmose
i nordvest samt lidt vandlidende plantage (NST Vadehavet).

Det fredede område, Helm Polde (grønt polygon) (fredninger.dk).

BioWide i regi af Bryologkredsen
I 2017 var registrering af mosser til BioWide-projektet i gang. Det var indtil da ikke blevet til mange sjove fund for den sønderjyske delegation bl.a. bestående af dette indlægs forfattere. Feltet var pletvist vådt med tørvemosser ind imellem de gamle blåtop-tuer, pletvist lidt tørrere. Vi var selvfølgelig meget grundige og indsamlede samvittighedsfuldt alle de mosarter på prøvefladen, som vi kunne finde, herunder det sædvanlige grønne fnuller fra siderne af større tuer. I laboratoriet kom den store overraskelse til mosbestemmelsesaften i Ribe, hvor en lille uanselig levermos blev bestemt til Calypogeia arguta.

Det kunne have været første registrerede fund af arten for Danmark, der først blev føjet til listen over danske levermosser i 2014. Ikke fordi, at den ikke har været her længe, for allerede tilbage i 1949 blev arten indsamlet ved Sig nær Varde. Den blev dog ikke bestemt korrekt, og der gik således 65 år, før lervermosekspert Kell Damsholt opdagede den blandt andre mosser i et herbariebelæg. Arten ligner en lille Calypogeia fissa men har to udadrettede tænder i spidsen af bladet. Hos Calypogeia fissa er tænderne rette eller peger indad. I mikroskop kan man være heldig at få øje på de stribede bladceller, der udelukker andre lignende danske arter. Voksestedet på siden af en blåtoptue er typisk for arten, men den kan også findes på andre substrater (BBS Field Guide 2010). Arten synes at have en oceanisk udbredelse i Europa (gbif.com), og blev da også fundet på et lignende habitat på Bryologkredsens forårsekskursion til NØ Holland 2018. Arten er i år også fundet i Thy og er formentlig overset.

Calypogeia arguta. Kort over fundet i 2017 i BioWide-feltet.

Bemærk de udadrettede tænder i bladspidsen af C. arguta.

         De stribede celler er karakteristiske for C. arguta.         
Fotos: Mette K. Due.

Helårsgræsning på heden
Naturstyrelsen har i årtier plejet dele af heden med kreaturgræsning. I forbindelse med et visionært naturprojekt, som inkluderer helårsgræsning uden tilskudsfodring i en fold på 120 ha, blev der igen rettet opmærksomhed mod den store hede. I sensommeren 2019 - efter den ekstremt tørre sommer i 2018 - blev der observeret adskillige udtørrede vandhuller i den nordlige del. Et rødt skær af fladedækkende vandportulak (Lythrum portula) i flere af hullerne lokkede de nysgerrige biologer på tur ad flere omgange. I det nordøstligste vandhul fandtes - ud over en bred zone af næringsfattig, tidvist udtørrende søbred - et parti i midten, som var anderledes. Pletvist var et leret lag nederst i det gravede vandhul eksponeret. En meget lille akrokarp mos med siddende sporehus på det optrådte, fugtige ler - ikke ulig en Ephemerum - blev indsamlet. Arter med siddende sporehuse er altid spændende! Efter hjemkomst blev den lille mos bestemt til Micromitrium tenerum – en ny art for Danmark!

Arten kendes fra Ephemerum bl.a. på de næsten utandede blade, der ikke har nerve, og det runde, sorte sporehus. Der var tale om et tilsyneladende typisk voksested for arten, som angives at være optrådt/forstyrret og tidvist vanddækket mudder. Trods eftersøgning fandt vi desværre ikke den sjældne levermos Riccia huebeneriana, som kan have samme krav til voksested (Fritz & Nilsson 2019). Til gengæld fandt vi Atrichum tenellum, som også ynder forstyrret, fugtig mineraljord. Om M. tenerum er overset i Danmark er svært at sige, for den lader til at være sjælden i hele Europa. M. tenerum kan være svær at finde grundet sin klejne størrelse og dens korte fremkomst på et muligvis sjældent habitat.

Micromitrium tenerum. Kort over fundet
       samt Fossombronia foveolata, Atrichum tenellum,       
Vandportulak (Lythrum portula) og Fin Bunke
(Deschampsia setacea) i samme vandhul.

 M. tenerum med sorte, ginsende, kuglerunde sporehuse. 

Voksested for M. tenerum med det blottede ler med arten
kan ses i den nedre del af billedet.
Fotos: Mette K. Due.

Blåtop, blåtop, blåtop
Hedeområdets præg af flyvesand betyder formentlig, at området har en meget lang historie som lysåben, næringsfattig natur. I den østlige del af Helm Polde langs den N-S-gående vej ligger en lavning i forlængelse af indlandsklitterne. Lavningen er domineret af store, gamle blåtoptuer og virker umiddelbart meget ensformig og artsfattig. Vandstanden er sandsynligvis svingende, da der ikke findes mange tørvemosser. Ikke just en fristende genvej at skyde på vej hjem fra en eftermiddagstur. Ikke desto mindre blev der i tusmørket skimtet noget småt og lysegrønt på toppen af et gammel bregnestød. I luppen var der ingen tvivl: Leptodontium gemmascens i fuld “flor” (med talrige ynglelegemer i bladspidserne)! En ret sjælden art i Danmark, og som hidtil kun er fundet på nordvendte eller fugtige, gamle stråtage, primært i Nordsjælland. Et opslag i den britiske feltflora bekræftede mistanken, for artens naturlige voksested er angivet som surt og vådt græsland på nedbrudt materiale. Ved Helm Polde er den fundet på toppen af tuer af blåtop og smalbladet mangeløv (Dryopteris carthusiana). Tuerne er karakteriseret ved at være store/gamle og med kun lidt løv, sandsynligvis pga. græsning og kreaturernes tråd. Til gengæld er materialet på toppen ikke meget ulig et halvråddent stråtag. Tuerne står med nogen afstand fra hinanden (hvilket gjorde genvejen ikke helt så ubehagelig som forventet), og arten er pt. fundet på to mindre områder, som begge er på overgangen fra indlandsklit til våd blåtophede. Med sine ynglelegemer på bladspidserne er det en meget karakteristisk og i felten let genkendelig art.

            Leptodontium gemmascens. Kort over fundet.            

Den lysegrønne farve og de talrige ynglelegemer (gemmae)
i bladspidserne er gode feltkarakterer for L. gemmascens.

 Habitatet er fugtigt, surt græsland med gamle tuer af  bl.a.
blåtop og bregner.
Fotos: Marie Glahn.

Hvorfor?
Vi har spurgt os selv: hvorfor bliver denne hede ved med at overraske? Trods vores relativt gode erfaring med eftersøgning af mosarter på våde heder (primært i Sydvestjylland), har vi ikke set noget lignende. Hvad gør denne hede så speciel?

Heden har en størrelse og en variation i flere abiotiske faktorer, som naturligvis må give plads til variation og dermed flere forskelligartede levesteder.

Derudover virker heden i meget ringe grad næringsbelastet, sandsynligvis pga. den omgivende plantage samt pga. det næringsfattige og dynamiske flyvesand. De store, veludviklede blåtoptuer tyder på forskelligt græsningstryk gennem tiderne, hvor blåtop ved lavere græsningstryk formodentlig har tendens til at sprede sig på vådere partier. Den periodevise afgræsning siden 1980’erne - og fra 2017 med helårsgræsning - har nu resulteret i nogle gamle, nedbidte og “fritlagte” blåtoptuer, som ikke ses så mange steder.

Gamle blåtoptuer, hvis løv dog stadig tillader lys at trænge ned til det tuedannende substrat, er altså naturligt habitat for både C. arguta og L. gemmascens. Desuden er klimaet i denne del af Sønderjylland oceanisk og med stor nedbørsmængde (ca. 1000 mm om året), hvilket formodentlig medvirker til at holde mikroklimaet fugtigt.

En anden vigtig faktor for særligt L. gemmascens er sandsynligvis også, at der ikke forekommer saltpåvirkning, som eksempelvist på kystnære, egnede habitater i landsdelen, hvor arten er eftersøgt men endnu ikke fundet.

Blåtop ses i dansk naturforvaltning som en indikator på en negativ udvikling for hederne. Mange våde heder er i dag tilgroet med blåtop, sandsynligvis pga. næringsberigelse og manglende drift som græsning. De store arealer med gamle blåtop-tuer på Skikkild Hede og Helm Polde bidrager dog med strukturel variation, og udgør levested for to sjældne mosarter. Det er vores opfattelse, at udbredte bestande af blåtop kan være et helt naturlig element på heden som resultat af skiftende græsningstryk, og ikke blot en indikator på en utvetydig, negativ udvikling.

Et atypisk indslag på heden som et sommerudtørret og delvist leret vandhul giver naturligvis variation og dermed mulighed for at finde flere arter. Det lerede substrat på søbunden formodes at være tilført vandhullet for at mindske sommerudtørring på den sandede smeltevandsslette. Formålet med vandhullerne menes netop at være sikring af vand til kreaturerne, den gang græsning blev indført i 1980’erne. Det pågældende vandhul med M. tenerum var i øvrigt meget næringsfattigt, hvilke kan give anledning til spekulation om denne naturtypes hyppighed i Danmark, hvor vandhuller med leret bund ofte findes i de mere frodige egne. En længere græsningshistorik på heden kan også være en positiv faktor for arter tilknyttet dette på flere måder forstyrrede habitat.

På med gummistøvlerne
Vi har i denne artikel forsøgt at give et indblik i de overraskende fund af mosser på Skikkild Hede. Om hedeområdet gemmer på mere, eller om der som følge af et naturprojektet med planer om dræningsstop af Sprøggelsmose dukker nye spændende arter op, vil tiden vise. Men vi håber, at denne artikel har givet inspiration til fremtidige feltture – der er så meget at finde derude, hvis bare man er ihærdig nok – selv på en blåtophede. God tur!

Referencer
Atherton, I., Bosanquet, S. & Lawley, M. (ed). 2010. Mosses and Liverworts of Britain and Ireland – a field guide. 1st edition. BBS.
Siden, som beskriver Calypogeia arguta, kan hentes her: https://rbg-web2.rbge.org.uk/bbs/activities/liverworts/Calypogeia%20arguta.pdf

Fredningsnævnet 1952. Fredning af Helm Polde. https://www2.blst.dk/nfr/01948.02.pdf

Fredninger.dk: https://www.fredninger.dk/fredning/helm-polde/

Fritz, Ö. & Nilsson, S. G., 2019. Röd gaffelmossa – massförekomster av en hotad habitatspecialist. – Svensk Bot. Tidskr. 113: 232–242.

NST Vadehavet. NST-nyhed 2017: https://naturstyrelsen.dk/lokale-enheder/lokale-nyheder/2017/jun/storfenne-ved-helm-polde/