Ekskursionsberetning fra Forårstur 2018 til det nordøstlige Holland

Ekskursionsdeltagerne har måttet sande, at spændende belæg ikke bestemmer sig selv i feltsæsonen og over sommerferien. Derfor kommer denne ekskursionsberetning bedre sent end aldrig, selvom al hjembragt materiale ikke er bestemt.

Vi spoler tiden tilbage til det spæde forår og drager små 300 km mod sydvest, nærmere bestemt Oude-Pekela i det nordøstlige Holland i slutningen af april.

7 personer fra Bryologkredsen havde taget imod invitationen fra vores søsterorganisation i Holland, BLWG, som både består af mos- og laventusiaster. Hvilke forventninger havde vi? Cryphea heteromalla var på de flestes læber… Hvad angår logi, fandt vi hurtigt ud af, at i Holland gør de tingene lidt anderledes; der overnattes i telt (det gjorde de færreste fra Bryologkredsen), og om aftenen er mosser/laver bandlyst, for her hygges med rødvin og bål. Så de medbragte stereolupper og mikroskoper stod bare til pynt i en lejet campingvogn.

En større gruppe tog fredag morgen af sted mod en af Hollands ældste skove, Lieftinghsbroek, ca. en halv time mod SØ. Omkring skoven har de proaktive hollændere lavet naturgenopretning på gammel landbrugsjord ved at skrabe ca. 30 cm muldjord af. Tilbage var den vandlidende, blotlagte ler-/sandflade i successivt vigør med flere hektar mosdække samt spredte karplanter. På arealerne fandtes en skøn blanding af små akrokarpe bladmosser tilknyttet ler, muld og sand (bl.a. Pleuridium subulatum, Ditrichum cylindricum, Pseudephemerum nitidum), en god portion levermosarter (bl.a. Riccia beyrichiana, Fossombronia sp.) samt spredte forekomster af pleurokarpe bladmosser (bl.a. Archidium alternifolium) og karplanter (bl.a. pilledrager). Arealerne efterlod stof til eftertanke, for kunne det også lade sig gøre at genoprette lige så spændende natur i Danmark? Det lovede rigtig godt for resten af turen!

Afskrabet flade med bl.a. Pleuridium subulatum. Foto Mette K. Due. 

Den afskrabede flade vs. den højtliggende og frodige landbrugsjord. Foto: Marie S. Glahn.

 Sumpskoven skulle vi naturligvis også se, og her var lav-folket lidt mere på hjemmebane. Af hensyn til læserne (og ikke mindst undertegnede) holder vi fokus på mosserne. Skoven bestod af rød-el og andet løvfældende og var rimelig åben, til tider mere sø en skov. Sumpskoven har efter sigende aldrig været forstligt drevet. Det blev til flere spændende fund såsom Dicranum tauricum og Dicranum montanum i mængder, (naturligvis fristes man til at sige) nyfund af Plagiothecium latebricola, den i Danmark ret nye art Cryphaea heteromalla, som tilsyneladende er i kraftig spredning mod nord, og til hollændernes store begejstring nyfund af Nowellia curvifolia, som på disse egne ikke er så almindelig.

Sumpskoven med en afskrabet flade i baggrunden. Foto: Mette K. Due

Lørdag var sur – forstået på den måde, at vi fokuserede på de sure naturtyper på sandede jorde. Vi skulle forevises nogle af deres fineste sure moser, bl.a. ved Jipsingboertange ved Sellingen. I Holland er der nu kun nogle forsvindende små rester tilbage af fordums gigantiske tørvemoser på de vidtstrakte flader, hvor der ikke var marsk. Men! Vi befandt os i et lille blåtopdomineret hul på ca. 1 ha omgivet af kedelige skov. Hollænderne fremviste stolt tuerne af Sphagnum magellancium og S. papillosum, og der var stor opmærksomhed på fundet af S. russowi. Sjovt at nogle skulle have dårligere natur end i Danmark, kunne man tænke. Det hjalp da flere fik den i Danmark sjældne Calypogeia arguta på krogen, men arten er ret almindelig i Holland. Hjembragt materiale viste dog, at der havde gemt sig lidt Sphagnum affine i mosen. Et opslag på den velfungerende hollandske artsportal (https://www.verspreidingsatlas.nl/) viser, at der kun er 6 kendte lokaliteter for arten i hele landet, så det var en dejlig overraskelse!

Dagen bød også på plantet skov, og hvad kan der så lige gemme sig der, tænker man måske. Denne del af turen var ret interessant, idet vi fik åbnet øjnene for et nyt habitat, som måske også kan vise sig at rumme sjældne arter herhjemme. I Holland har de flere fund af interessante arter i unge egebevoksninger, bl.a. af Neckera pumila og den i Danmark nye art Cololejeunea minutissima, som kun kendes på ét voksested. Sjovt nok var hollænderne også svært begejstrede for et fund af Porella platyphylla.

Al den natur skulle også spices up med lidt kultur og sightseeing, mente vores gode værter. Her bød de på kaffe og kage i en meget charmerende, lille by, som er udpeget UNESCO verdensarv.

Den sidste dag skulle vi til en lokalitet i den alleryderste krog af Holland, nemlig et pilekrat i motorvejskanten lige op ad grænsen til Tyskland. Udover de for gæsterne logistiske fordele ved lokaliteten, var lokaliteten også valgt, fordi området ikke før var inventeret. I Holland foregår den frivillige artsinventering hovedsageligt i 10x10 km ruder, hvor man i bedste AFD-stil kan ”booke” en rude, som man har ansvaret for at inventere. Dette krydret med et online, interaktivt fælleskab og netværk gør tilsyneladende inventeringen meget systematisk og effektiv. Pilekrattet var desværre ikke særligt spændende andet end, ja hvad tror I? Den i Holland allestedsværende Cryphea heteromala selvfølgelig.

Cryphea heteromala. Foto: Marie S. Glahn

Alt i alt en rigtig god tur med nye naturoplevelser, nye bekendtskaber og mere perspektiv på den danske mosflora. Hermed en stor tak til vores søsterorganisation for at arrangere turen og en varm anbefaling til andre danske bryologer om at deltage i udenlandske ture.

På vegne af deltagerne fra Bryologkredsen,

Marie S. Glahn