Heden med de våde bakketoppe

Af Marie Glahn

Da jeg flyttede til Sønderjylland for 3 år siden, hørte jeg om en underlig hede i Stensbæk Plantage, 15 km SØ for Ribe. Heden ligger midt inde i plantagen, og den har mange bakker,. Men i stedet for at være en fugtig hede med tørre bakketoppe, er det en knastør hede med våde bakketoppe! Ja, så våde bakketoppe at man plejede at lade køerne, der græssede heden, drikke på bakkerne, når de var tørstige. Jeg har selv været ude og kigge, og rigtig nok er der en masse lige høje bakker, der har en svag lavning på bakketoppen, hvori der er mere eller mindre vådt.

Kortet viser Stensbæk Hede baseret på højdemodel og ortofoto 2014. De fleste bakker er

flade med en fordybning i midten, hvor der ofte er fugtig bund.

Landskabet ser egentlig meget menneskeskabt ud - som om det er gravet ud. Og det er altså underligt, at gå rundt på en tør hede med typiske hedearter som hedelyng, revling og bølget bunke samt de trivielle mosser Pleurozium schreberi og Campylopus introflexus for at nævne nogle; og så gå op på en bakke og finde klokkelyng, tranebær og tørvemosser!

Historien bag er ret interessant, og det fik mig til at tænke over floraen, særligt mosfloraen, på bakketoppene.

Billedet af klimpen er taget fra en anden og lidt højere klimpe, og vandrestien adskiller

dem.

 For bakketoppene er nemlig ikke indlandsklitter eller bakker dannet af istidslandskabet. De er faktisk meget stabile og meget yngre end fra sidste istid. For bare 2000 år siden mener man, at landskabet her i det vestlige Sønderjylland var dækket af skov. Skovene blev jo som bekendt ryddet af mennesker, hvilket resulterede i sandflugt. Og sandet fløj bort - hvor det kunne. Men i det skovklædte flade landskab har der også været vandfyldte lavninger. Og her er organisk materiale ikke blevet nedbrudt, og der har sandsynligvis vokset tørvemosser, som har dannet en god tæt tørv. Og nedenunder ligger det stenhårde og vandtætte al-lag, som uopdyrkede heder er så berømte for. Disse lavninger har ikke været sådan lige at blæse væk, så de blev tilbage, da sandet rundt om blæste væk. 2000 år efter står disse lavninger endnu tilbage, nu som 3 meter høje bakker i et knastørt og næringsfattigt landskab. Bakkerne kaldes i dag "klimperne", og de findes kun få steder i verdenen; på Stensbæk Hede, nogle nær Frøslev i Danmark og få steder i Holland.

Jeg kan huske at have læst et sted, at den store højmose Tofte Mose i Nordjylland er ca. 2000 år gammel. Det er klimperne også. Lavninger med tørvemosser, som er på alder med Tofte Mose og - når jeg tænker over det - kun med vandtilførsel ovenfra: Det giver jo faktisk en masse mini-højmoser, sådan rent funktionelt i hver fald. Det måtte da undersøges!

Så jeg tog af sted for at kigge nærmere på mosfloraen, for det er særligt mosserne, der kendetegner en højmose. Jeg fandt ud af, at en del af klimperne desværre er punkterede, så der er næsten ingen fugtig bund i lavningen på toppen. Nogen steder kan man dog finde lidt klokkelyng i en vegetation, der ellers ligner et tilgroet surt overdrev. Andre er helt modsat meget våde. En enkelt er decideret oversvømmet med en mindre sø oven på i vinterhalvåret. Her findes blandt blåtoptuerne en del tørvemos, men vegetationen virker noget forstyrret og næringspåvirket. Man kan dog finde op til flere tørvemosarter så som Sphagnum inundatum, S. subnitens og S. cuspidatum, og klimpen er tilgroet med blåtop og med opvækst af pilebuske. Ja, faktisk minder vegetationen lidt om en nedbrudt højmose.

Den vådeste klimpe havde vand nær gummistøvlekanten og en forstyrret vegetation med blåtop og opvækst af vedplanter, m. Men tørvemosserne voksede nede blandt tuerne.

Men én af klimperne er helt speciel. Der har jeg efterhånden brugt en del tid, men er slet ikke færdig med den.

Billedet er taget oppe på kanten af den mest intakte klimpe, og man kan ane den lyse rand af bølget bunke hele vejen rundt.

Her findes en rig vegetation, bl.a. diverse tørvemosser, den karakteristiske og filtede Aulacomnium palustre, tranebær og andre dværgbuske, samt kærtuekogleaks, hirse-star og smalbladet kæruld. Og der var overraskende mange tørvemosser, lige fra den pjuskede og pjaskvåde S. cuspidatum, den fedtede tørvemos S. subnitens, over de store hhv. røde og olivengrønne S. magellanicum og S. papillosum og til de mere specielle S. tenellum og S. compactum, hvoraf den sidstnævnte ikke er helt almindelig. Det blev endda til et par fine store tuer af Polytrichum strictum, hvilket tyder på, at der findes et tykt tørvelag.

Fotos af de smukke mosser Sphagnum papillosum og Polytrichum strictum.

Klimpen gemte også på relativt almindelig bladmosser som søstrene Dicranum scoparium og D. polysetum, den invasive Campylops introflexus samt dens nærtbeslægtede, men uden hyaline hårspidser, C. pyriformis, den etagerende Hylocomium splendens samt de dødalmindelige Hypnum cupressiforme og H. jutlandicum, der begge kan findes på de fleste heder i området.

Den botaniske gennemgang af klimperne er langt fra komplet, og de gemmer helt sikkert på flere mosser og plantearter, end de nævnte.

Campylopus pyriformis har ikke hyaline hårspidser som C. introflexus. Den har, som en del af de andre Campylopus-arter, skud, der let brækker af.

Efter at have dannet mig et overblik over klimpevegetationen, føler jeg mig ikke særlig overbevist om, at min "mini-højmose-hypotese" holder vand, i hvert fald hvad angår artssammensætningen. Selvom de fleste af arterne er typiske for højmoserne i Syd- og Sønderjylland, er S. compactum og hirse-star modsat karakteristiske for forstyrret tørvebund, og jeg fandt heller ikke typiske højmosearter så som tuekæruld, levermossen Odontochisma sphagni og slet ikke de mere sjældne tørvemosser som S. fuscum, S. balticum eller S. austinii, som oftest eller udelukkende findes på højmoser. Til historien hører nok, at naboheden Ballumbjerg Hede huser næsten alle de fundne arter, og må formodes at udgøre den største frø-/sporekilde, hvorimod højmoserne ligger langt derfra. Men artssammensætningen og artstætheden på den mest artsrige klimpe er imponerende og tyder på lang kontinuitet. Og det ændrer ikke ved, at klimperne stadigvæk udgør et fascinerende landskab, som bestemt er et besøg værd!