En fed mosart – væk i 117 år

Af Lars Christiansen

Måske er der nogen, der ikke har hørt om den.

Måske er der også nogen, der ikke har savnet den.

Atter andre har måske trådt på den.

 

I Den Lille Røde for Lommebryologer kan man læse om Scleropodium touretii (Ru Fedtmos): "Bløde, gulgrønne puder på leret jord. M.sj. Jylland, Jelling. Fyn, Middelfart." Det rummer jo vide perspektiver for eftersøgningen.

 

I Palle Graversens "Oversigt over botaniske lokaliteter 2. Den fynske øgruppe" kommer man et skridt nærmere. Under lokalitet 28/38 Øksenrade Skov (= Teglgårdskoven ved Middelfart): "På de mere eller mindre skovklædte skrænter langs stranden vokser… det meget sjældne, sydlige (hovedsagelig mediterrant udbredte) bladmos Scleropodium touretii." Så er eftersøgningen indskrænket til en 2 km lang sydvendt kystskrænt ud mod Fænøsund.

Sydvendt kystskrænt ud mod Fænøsund

 

Det meste af skrænten er dækket af mange forskellige mosarter, ikke mindst Hypnum cupressiforme i mindst 50 grønne nuancer, tykke, tynde, på træer, rødder, sten, jord og trådt ned i stierne. Talløse er de gange, som denne drillepind har været under luppen.

 

I mange år har det været en fast tradition at tage en tur langs Fænøsund juledag bl.a. for at se om Tyndakset Gøgeurt er kommet op af jorden. Og så skeler man jo også lidt efter bløde, gulgrønne mospuder. Turen er ikke ren tidsspilde, også uden Scleropodium touretii. Selv på årets korteste dage kan der, når solen står lavt over Fænø, og den svage fralandsvind først langt ude danner krusninger på det blanke sund, være en ejendommelig varme oppe i de græsklædte skrænter. Dog muligvis ikke helt som ved Middelhavet.

 

I en mail fra Irina Goldberg den 9. januar kommer der hjælp til eftersøgningen: "Fundet af Joh. Lange 1867 i Øksenrade Skov ved Hindsgaul og af C.E.O. Jensen 1900 under bøgetræer ned mod Fænøsund". Kun på en kort strækning står bøgene helt ude på skrænten. Det er netop et sted, der er typelokalitet for en geologisk formation, der hedder øksenradesandsten.

 

Voksestedet for Scleropodium touretii

 

Beskrivelsen i Den Røde er ganske misvisende (bløde, gulgrønne puder). Scleropodium touretii ligner mere bleggrønne orm, der stikker snuden ned i jorden. Den danner et løst tæppe på et par kvadratmeter ind i mellem Didymodon insulanus.

 

Scleropodium touretii i selskab af Hypnum cupressiforme og Didymodon insulanus

For et par år siden var lokaliteten tæt på at blive ødelagt af ejeren, der er Middelfart Kommune. Ved en hurtig og koordineret indsat fra formanden for Botanisk Forenings Fynskreds og den daværende formand for DN Middelfart blev dette herlige sted reddet. Det er jo meget ofte sådan, at meget sjældne arter er i følge mange andre mere eller mindre sjældne arter. Her f.eks. Nikkende Hullæbe, Sort Fladbælg, Tyndakset Star, Bjerg-Perikon og Tyndakset Gøgeurt.

 

Den anden lokalitet for Scleropodium touretii skulle være Jelling Skov uden nærmere oplysninger. Jelling Skov vokser på nogen tildels stejle sydvendte skråninger ned mod Grejs Å. Ved foden af skrænterne er der meget store udfældninger af kildekalk. Kunne det tænkes at der også var udfældninger af okker, der kunne ligne den stærkt jernholdige økseradesandsten ved Fænøsund?

 

Jelling Skov skulle vise sig at være et skræmmende eksempel på, hvor galt det er gået med skovene i et land, hvor Naturbeskyttelsenloven ikke gælder i skovene, hvor Skovlovens naturbeskyttende bestemmelser ikke gælder i byretten og hvor Naturskovsstrategien, der skulle lappe dette hul i lovgivningen, har været ude af drift siden 2005. Og hvor forstvæsnet kun har haft succes med naturødelæggelsen.

 

Efter en dag i Jelling Skov må man ligesom G.F. Händel sige:

Lascia ch'io pianga

mia cruda sorte.

 

Irina Goldberg og Tom Blockeel (UK) takkes for hjælp med bestemmelse.